Douglas Stuart
Shuggie Bain
448 sider
Politikens Forlag

Klichéerne står i kø, og vi står i kø med stjernedrysset, det må vi erkende, efter i en em af velvære og på en flod af et universelt følelsesregister at være kommet helskindet igennem bogen.
Helskindet fordi den rører ved så meget i ens indre, som man på det nærmeste både havde fortrængt og glemt,. og som man måske egentlig regnede med, der var lagt låg på. Men hvor er det sundt at stifte bekendtskab med materialet igen på vejen mod at blive et holistisk menneske.
Bogen er så indtagende, hjertevarm, bjergtagende, lad os bare få fat i de helt store gloser. For det er en bog der er sanselig og kraftfuld på samme tid, som den er rig på indhold og menneskekundskab.
Vi kunne blive ved.

Bogen er omend ikke selvbiografisk så kraftigt inspireret af forfatterens egen opvækst og er en roman om en homoseksuel dreng, der vokser op i et britisk arbejderklassemiljø med en alkoholiseret mor. Bogen bliver hen ad vejen ikke bare en roman, den bliver til udviklingslitteratur, hvor opvæksten i et bestemt hjørne af samfundet og afspejlingen af en minitoriel kønsidentitet går hånd i hånd og kommer til at få meget stor betydning, naturligt nok, for Shuggie Bain, der efter faderens exit fra familien er lost på maskuline modelobjekter, kaster al sin kærlighed på moderen og hellere vil danse end spille fodbold.
Forfatteren bevæger sig elegant rundt i de forskellige karakterers udsyn. Det er mageløst af en debutant, der efter sigende har været en halv snes år om at skrive bogen, alt imens han arbejde professionelt i tøj- og modeverdenen. 

Hvordan Shuggie Bain mon klarer og referer til sin mors misbrug og alkohol-afhængighed. Ja, I må selv gætter, når her er tale om noget, der kunne ligne et referat fra Ødipus´ lommebog.
Det er en bog, der kræver overskud at læse. Og at man er klar over, hvad man går ind til. At mange ting er ved at falde fra hinanden i et fattigt samfund, nemlig Glasgow i Thatchers fattigfirsere, og at hovedpersonen ovenikøbet føleser sig forkert. Håber en dag, at alt bliver bedre, både for ham selv og sin elskede mor.

Alt imens skal de forskellige karakterer bevæge sig rundt på en palet af yderligere armod som vold, prostitution og stoffer.

Og så sidder læseren også tilbage med spørgsmålet om, hvorfor de ældre søskende i familien tog afsted og overlod det hele til lillebror, og om man kan svigte på den måde, og om det er et svigt, og hvad vi selv ville have gjort i en sådan situation.

En bog der kan læses på flere planer, som en god historie og som en samtids-roman fra firserne. Den er stor, men meget letlæst.

Man bliver beriget af den.

Asle Skredderberget
Bløs som metal
342 sider
Grønningen1

Forfatteren er god til at miljøbeskrivelse og tager det meget seriøst, hvor personerne befinder sig. Det er tydeligt, det er vigtigt, at personerne hænger sammen med omgivelserne. Det er godt tænkt, at læseren på den måde kan se sammenhæng i kulisse og indhold.

Det er godt, forfatteren har godt fat her, for handlingen er mere simpel, omend troværdig nok.

Hovedpersonen er Milo, halvt nordmand, halvt italiener. Han er specialefterforsker i økonomisk kriminalitet. Han arbejder uortodokst og investerer rigtig meget af sig selv for at opklare forbrydelser.

Vi kommer i krimien her meget tæt på en overflod af underverdenens kriminelle bagmænd og de transaktioner, der er baggrundstæppet for enorm mængder forbrydelser af alle forskellige slags.

Milos gamle studiekammerat bliver dræbt, Milo deltager i opklaringsarbejdet, men bliver, naturligvis tør vi godt sige, selv udsat for grove trusler, mord og fælder, der skal få ham til at stoppe sit opklaringsarbejde.

Vi får lidt lokation worlwide som Morgan Stanley i London, Peru, Gibraltar og Jomfruøerne, som det nu hør og bør sig i en krimi om international kriminalitet og våbenhandel. Men heldigvis ikke for meget, for det er handling og stemning, det handler om.

Og det slipper  Asle Skredderbjerget helt fint fra i bogen, der er en del af Oslo-trilogien.

Antonio Iturbe
Bibliotekaren fra Auschwitz
496 sider
Hr. Ferdinand

Som endnu et ekko af en forfærdelig fortid for nu mange, mange år siden lander den her murstensroman på bordet med et brag, så man både fryder sig og får gåsehud. Man fryder sig over, at mennesker trods alle odds kan overleve helvedes forgård, bl.a. på grund af fællesskab og sammenhold, og man græmmer sig, væmmes og får gåsehud over, at mennesker kan behandle hinanden så frygteligt.
Hvor kommer al den ondskab dog fra.
Romanen skulle være den autentiske historie om Dita Kraus, der af nazisterne med sine forældre føres fra Terezin-ghettoen i Prag til Auschwitz-Birkenau. Her får hun til opgave hendes unge alder til trods at vogte over det hemmelige og dyrebare, lille børnebibliotek, som fangerne har fået opbygget uden vagternes viden.
Men bøger er farlige og forbudte. De får jo mennesker til at tænke.
Og tænke kan man altså godt, selv om det lille bibliotek kun består af et par håndfulde udgivelser, heriblandt Greven af Monte Christo. 

Det var forbundet med dødsstraf at blive set med en bog i hånden. Men Dita Kraus, der iøvrigt lever den dag idag, opdager, hvor stor glæde bøgerne bringer lejrens børn. Og da der nu på grund af nazisternes godhed - sådan ser det i hvert fald ud - bliver oprettet en decideret familielejr, ja så bliver fangerne bare så glade så glade. Det skal de så bestemt ikke blive ved med.

Forfatteren er god, hvis man må bruge det ord, til at beskrive grusomhederne i lejren, og den giver også indsigt i en form for mor/datter-fortielser, som eksisterer i mangt en familie idag:

Dita tror, at hun beskytter sin mor ved ikke at fortælle hende om det, hun laver i Blok 31. Hun ved ikke, at det er lige omvendt: Hendes mor lader som m, at hun er uvidende om Ditas aktiviteter, for at Dita ikke skal bekymre sig om, at hun gør sin mor urolig Hun vil ikke være en byrde for sin datter.

Sagde nogen øverste eller nederste del af rundstykket?

En flot bog der indeholder så meget mere end tragiske beskrivelser fra krigen. Ilterhed, snuhed, tro og længsel efter det gode, godt blandet med psykologiske handlinger til benet; det er bogen fyldt med, og det er noget, vi kan bruge.

Bogen er oprigtig og hjertevarm. Dog fortæller Dita Kraus i forordet, at den delvis udspringer af en forfatters livlige fantasi, så der skal sikkert lægges til og trækkes fra. Men bogen har dybde. Og under alle omstændigheder har vi en dejlig bog i hånden

Lisa Jewell
Den usynlige pige
360 sider
Gads Forlag

Bogen er ikke en krimi i vor øjne, mere et drama, og ikke en thriller, et drama, der bogen igennem udvikler sig, så læseren gisper og gang på gang bliver efterladt på kanten af stolen i åndeløs spænding.
Bogen kommer uendelig tæt på ens egen psyke, og det gør den til en pageturner, så det rasler, og man bare vil fremad.
Dybest set handler bogen om ondskaben i os alle, hvad der kan den frem, hvad der kan få almindelige mennesker til at stalke og gradvist begynde at forpeste og ødelægge andre menneskers liv.
Misbrug, kvindelig voldtægt, overgreb er nogle af de milde ord, man bliver efterladt med, når bogen klappes i.
Den 17-årige Saffyre Maddox har fået i terapi hos en børnepsykolog. Psykologen vurderer efter tre år, at Saffyre er klar til at komme videre. Psykologen vuderer dog forkert og ser ikke det svigt, teenageren bliver udsat for. Dette svigt får fatale konsekvenster, og i ly af mørket begynder Saffyre nu at udspionere psykologen, Roan, og hans familie for at bevare en forbindelse til ham.

Bogens sprog er i up-tempo, ligepå og hårdt og lige ud af landevejen:

Alle har brug for noget at gå op i, ikke? Det meste af min tid sidste år var min hobby at skygge Roan. Jeg havde ikke nogen rigtige venner. Ingen kæreste.

På den måde kommer vi midt i fortællingen godt ind i en slags start på historien og ind i fortællingen om en slags ensom ulv, der spionerer på andre, og hvad det kan udvikle sig til, det er mere end godt at vide, og fantasien har bestemt ikke fejlet noget hos forfatteren.

Sproget er super, spændingen ligeledes og med masser af delplots, afstikkere og endelige plots får man smæk for skillingen, hvis man er til psykologiske dramaer.

Kamela Harris
Et amerikansk liv
304 sider
Mellemgaard

En fin fortælling om USAs vicepræsident, hendes holdninger og baggrund for at gå ind i politik. Og også en ganske fortræffelig affyringsrampe for mange af de ideer, der fik hende til at stille op som præsidentkandidat. 
Og selv om hun ikke blev landets nr. 1, så er det vist heller ikke så ringe at blive nr. 2. 
Udover at være en interessant bog om, hvordan det lykkes at en kvinde af indvandrere at blive hele USAs næsten-første-dame, så er det en vigtig streg om USAs vækst de seneste halvtreds år, og hvilke påvirkninger, politikere og almen befolkning har været udsat for. Og hvorfor nogle ønsker at bevare det etablerede, mens mange andre ønsker forandring.
Interssant læsning omkring en af hendes mærkesager, ændringen af elementer i sundhedssystemet, og når man har læst de rørende historier, så kan man godt have en stor grad af forståelse for hendes programerklæringer.
Man kan indvende, at det ikke er banebrydende politik og beslutninger, Kamela Harris står for, hvilket tydeligt fremgår af bogen. Og det er da også helt sikkert, at hun skal lægge sig gevaldigt i selen for at kunne stille mod en republikaner, om det skulle blive tilfældet i 2024 eller 2028. Men det kan være, at retten simrer, og at tiden arbejder for Kamela Harris, og at hendes holdninger og personlighed netop bliver i lidt skjulte lag for så for alvor at bryde frem, når tid er.
Og det gør bogen alvorligt interessant. At vi har at gøre med et menneske, der har prøvet lidt af hver, nu også prøver lidt af hvert, men verserer med de baggrundsholdninger og den baggrundsposition, en vicepræsident må forventes at have.