Her er tale om en meget indsigts- og talentfuld bog om den danske folk-scene i 1960erne. En bog spækket dygtigt med navne, de helt store navne, der har været med til at trampe en del af de fodspor, nutidens musik bygger på.
Alt fra den udenlandske og indenlandske scene som Bob Dylan, Joan Baez, Donavan, Povl Dissing, Stig Møller, Freddy Fræk, Per Dich, Tom Paxton, Tom Lehrer, Steppeulvene, Peter Belli, Trille - og naturligvis Cæcar.
Navnelisten er alenlang.
Naturligvis sætter forfatteren fokus på alle disse navne, og det er på den måde bestemt en dejlig bog ned af mindernes avenue.
Så det kan derfor forklares - men nok ikke helt forsvares -,  at Otto Brandenburg ikke er nævnt med ét eneste ord. På trods af at koryfæer som Glenn Campbell, Elvis Presley og Johnny Reimar er med, og at Otto Brandenburg netop blev kendt som Danmarks Tommy Steele, der får godt med spalteplads i bogen; så meget at værket netop kommer ind på de mange konkurrencer, der løb rundt i landet under navnet Danmarks Tommy Steele.
Nuvel, stuntet var som så meget andet velanlagt som pr-stunt, og der var jo flere, der vandt disse konkurrencer. Men alligevel. Hvor blev Otto af?
Udover det er indholdet i bogen fantastisk og ikke blot en lang opremsning af datidens store, danske folk-navne, og hvad de var inspireret af. Men også mange, sjove historier og sammenhænge bliver læseren vidne til, f.eks. at netop "provokatøren" Cæsar, som myndighederne havde et særdeles anstrengt forhold til, i en vis udstrækning var finansieret af staten selv, og at flere af hans tekster stammede direkte fra folkemindesamlingen.

 

Og samtidig forstår forfatteren at sætte sin tekst og sin viden ind i en sammenhæng, så vi virkelig forstår datidens forskellige hold; de der på den ene side tog afstand fra alt, hvad der hed provoagtig og langhåret hash-inspireret folkemusik og så de brave mennesker, der stod midt i miljøet og på snedig vis i tekst og musik formåede at gøre så meget grin med borgerskabet, at vi idag kan se, hvor meget til grin, vi selv er, hvis vi en dag kommer til at tro lidt for meget på autoriteter. - Og ja, lige pludselig blev politiet dengang i tvivl om, hvad Cæsar egentlig skulle tiltales for. Urkomisk.

 

Læs også i bogen, hvordan ordet "stygge" fandt vej ind i Storkespringvandssangen - og læs iøvrigt nogle supergode interviews og udtalelser fra folk, der var med dengang, såvel Cæcars enke som Thøger Olesens enke samt Pernille Nash og Lisbet Andersen.

Og læs også hvordan Cæsars talent i virkeligheden omend ikke forsvandt så i hvert fald blev underkendt midt i al (medie)hysteriet om Storkespringvandet og demonstrationerne. Et flot arbejde, et ganske fint værk. Med masser af spændende noter.

 

 

 

En thriller man kan forholde sig til. Hvem ønsker ikke, i det her tilfælde Ed, at ens datter bliver gift med en svigersøn, man kan være tryg ved, og som ens datter må få et langt og godt liv med?

Og hvad så, hvis man møder svigersønnen, i det her tilfælde Ryan, første gang, og uden at kunne sætte en finger på ham, hvor der altså er noget helt galt med ham alligevel.
Ikke sådan at det er småting, der irriterer, men at der er noget helt ned i maven, der fortæller, at her er et monster. Der er noget i Ryans øjne, som virker totalt forkert og fordækt, noget vildt skjult, en dyb hemmelighed fra fortiden.
Der er kun én, der tilsyneladende kan se gennem Ryan, og det er Ed selv.
Og er det, fordi Ed selv har samme egenskaber?

I hvert fald begynder Ed at afdække sin kommende svigersøns dystre fortid - samtidig med, at han holder sin egen skjult.
Ingen tror på ham. Og jo mere, han graver, jo mere støder han sin datter og resten af familien fra sig. De tror alle, at Ryan er den eneste ene for deres datter.

Det lykkes forfatteren at holde os i spænding ved at balancere mellem rigtigt og forkert. ER Ryan virkelig psykopat, eller er Ed på vildspor, og hvad er egentlig hans motiver for at holde så godt fast i sin fornemmelse?

Man KAN ikke et stykke hen ad vejen undgå at føle sympati for ED i hans bestræbelser på at afsløre sin kommende svigersøns fortid. Ikke mindst da hans liv tager en brat nedadgående kurve undervejs.

Karaktererne er yderst levende og velbeskrevne, og vi må sige, at ønsker man spænding, dramatik og thrilleragtig inspiration til sin egen måske lidt for pæne familie, så er der dækket op til en bog, hvis sider nærmest vender sig selv.

 

Klichéagtigt vil vi fortæller, at her er tale om åndeløs spænding. Men også alle de skridt videre, man kan tage, og muligvis genkende sig selv i, hvis man ønsker at lege hardcore privatdetektiv og begynder at rode i kærestens mobiltelefon og hendes kollegers fortid.

Drama, drama, en uhyggeligt nærværende - og også realistisk - bog. 

 

Det er nogle rigtigt skægge, excentriske karakterer, der gør serien her til et hit, læsning man ikke er helt vant til, og som giver læseren nogle gode timer i kluklatterens og overraskelsernes univers. 
Kuglen der ikke ramte er tredie bog i torsdags-mord-serien. 
Mens der for nogle af bogens personer er kærlighed på programmet, ja så er der hjertesorg for andre.
Underforstået, den underholdende og begavede bog afspejler den virkelighed, vi vist alle kender. Livet går op og ned. Der er taget afsæt i det alment, menneskelige univers, hvor surhed, hurtighed og en lidt akavet easy-go-lucky-stil fylder godt hos firkløveret Elizabeth, Joyce, Ibrahim og Ron.  
Det er tydeligt, forfatteren har haft en fest med at finde på og lader i sit plot indgå så forskellige emner som tv-shows, kryptovaluta, en gammel KGB-officer, forsvundne penge og en narkohandel.
Bogen er hyggelig, sjov og charmerende. På grænsen til feel-good, men man har det sjovt under læsningen, og vi synes ikke, det var anstrengende på nogen måde at komme igennem den store bog, som det ellers er tilfældet med meget i genren.
Elizabeth viser igen sine talenter frem som tidligere spion, Ron med den hårde, street-smarte facon, Ibrahim brillerer fortsat med sin visdom og intelligens, mens Joyce så vil være meget klogere end folk regner hende.
Der er drøn på i bogen, der foregår rigtig meget, det er som om forfatteren har haft så meget på hjerte, at det SKULLE ned i en stor bog. Man skal holde tungen nogenlunde roligt i munden for at følge med i en handling, der er lige så hurtigt ude over stepperne, som navnene er mange.
Men er man indstillet på det, SÅ har man en bog med et godt vid og et godt bid. OG - man keder sig aldrig.

 

 

En spændende bog der spiller på stort set hele følelsesregistret. Man ved ikke helt, om man skal blive irriteret på indholdet, have medlidenhed med forfatteren, blive sur på hende, tage parti for hende, være taknemmelig over sundhedsvæsenet, for at man er i live og har fuld førlighed, tage parti for eller gå i rette med sundhedsfolk og læger der gør det bedste, de har lært, selv om det kan opfattes arrogant, osv. osv.
Det er fint med den slags bøger, der gør en dyd ud af åbent indhold og åbne slutninger, der efterlader læseren i en ikke-fastlagt tilstand af, hvad skal man dog sige, hvad skal man dog mene.
Forfatteren har været ude for en ulykke, hvor hun som frisk løber blev kørt ned og over af en bil og totalt mistet sin førlighed. Og har kæmpet sig frem til, hvad hun har idag.
Det er den kamp, vi følger, og det helt ned i detaljen.
F.eks. spørger hun en dag en sygeplejerske, om det kan være rigtigt, at der er én person ansat til at gøre rent på et badeværelse, hvor der overhovedet ikke trænger til at blive gjort rent. Ja, siger sygeplejersken, og forfatteren går sin egen modgang til trods nærmest i potentiel kamp for sygeplejersken og vil hjælpe med at klage til ledelsen.
Her kan man som læser forstå, at Heidi nok vil få det dobbelt svært, idet hun her tilsyneladende går over sin egen grænse for at forsøge at hjælpe et andet menneske og dermed andre patienter forstås.
Man kan som læser umiddelbart tænke, hvorfor skal hun blande sig i det, og at Heidi da gør livet dobbelt svært for sig selv ved at forsøge at kæmpe på andres vegne.
Vi oplever også en rengøringsmand, der "klasker moppen ned i vandpølen og fører den rundt med demonstrative, grove og hurtige bevægelser", og at "han hiver ud i mit sengebord, så det står skråt og midt på stuen, frem for at flugte med min seng, som det plejer", og at stuen nu ligter af svømmehal og er på vej til at give Heidi en dundrende hovedpine.
Set i sin sammenhæng er der temmelig meget, man kan blive træt af i bogen, og det anbefales trods det, hvis man tør, at læse den ud i en køre for at blive konfronteret med, at man skal passe gevaldigt på sig selv, for bliver man først afhængigt af sundhedssystemet, så ER der muligheder for, at man ikke får den hjælp, man ønsker, og det, som matcher den person, man er. Nogle vil være dybt taknemmelige for, at der findes et væsen, som tager sig af os, hvis vi bliver syge, og at de så vil bære over med fejltagelser og måske lidt nedladende retorik, mens andre - som i Heidis tilfælde - bemærker dem, føler sig krænket over det og leverer en beskrivelse af sin færden på sygehuset, lige fra en ydmygende toilet-, afførings- og bækkenscene og sin konfrontation med en læge, der bemærker, nå, har de sendt dig herud til opbevaring.
Hvabehar. Den skal vi lige have igen. En friskfyr-jargon med et arrogant twist, som andre vælger at overhøre, mens Heidi altså tager den melding fortrydeligt op.
"Ih, kunne det ikke være rart for dig at komme rigtigt i bad?", siger en sygeplejerske på et tidspunkt og fortsætter, at patienterne plejer at være så glade, når de har været under bruseren i det varme vand....."Det bliver SÅ dejligt for dig".

Humor har Heidi da også, idet hun inddrager Dirch Passers hoppe-hoppe-gynge fra Cirkusrevyen, da hun bliver hejst op i sådan et monstrum for at komme i bad.
Og at hun er en gris på vej til slagteriet. Selv om sygeplejersken gør sit for at lokke med det dejlige bad.

Man trækker på smilebåndet mange steder i bogen, og forfatteren gør, hvad hun kan, for at få alle de små episoder fra sin tid på stue 62 til at glide ned for den nysgerrige læser. Det lykkes udmærket og opvejer de passager i bogen, hvor man som læser KAN opleve det, som om Heidi har en tendens til, ved førstehånds-læsningen i hvert fald, at blive vel offer-agtig. Det tilgiver man hende så ganske umiddelbart, og forstår det, idet hun er og bliver offer i dobbelt forstand. Dels er hun blevet kørt ned og er blevet maltrakteret. Har mistet hele sit tidligere liv. Og bliver nu indrulleret i et sundhedsvæsen, hvor der er enhver mulighed for at komme i de forkerte hænder, eksempelvis sygehjælpere der virker stressede og irriterede, nederlagene der tårner sig op hos eksempelvis fysioterapeuten, mens angsten for at blive "smidt hjem", før man er parat til det fylder oveni alt det andet.
En værdifuld bog, der giver mening og mulighed for som læser at tænke over, hvordan vi fremadrettet måske kan blive mere rummelige overfor folk, der har det svært eller bare reagerer anderledes, end man selv ville gøre, ud fra det værdisæt, de nu har.

 

 

En bog der er lige dele fornøjelig, som eftertænksom og tragisk at læse. Og med et godt stænk af humor. Her er historien om ham, der bliver mobbet og får buksevand i skolen, om hende der klipper sit hår af efter en begravelse, om homoseksuelle Jeppe og Benjamin, der hygger sig, indtil Benjamins kæreste kommer hjem, og så er der Lene, der lider af socialangst og Stine, som er psykisk undertrykt af sin mand.
Kort fortalt, alt godt fra havet, eller sagt på en anden måde: Et bredt udsnit af Danmarks befolkning samlet i en fortælling om Amadeo, der er omgivet af en broget skare venner. De har alle udfordringer og deres at slås med.

Forfatteren formår at række ud over sin egen tekst og ind i læseren, hvor vi begynder at tænke over, hvor rummelige, vi som mennesker er, og hvor rummelige, vi bliver nødt til at være, hvis vi skal have det nære og det fjerne til at fungere.

 

Der er sproglige finurligheder undervejs, og der er 41 små kapitler, som ikke fylder mere end 3-5 sider hver. Det er ganske fint, at vi kommer rundt i samfundets forskellige kroge på en bog under 200 sider, og spørgsmålet er så, hvad vi selv har at slås med, som vi ofte forlanger, at andre skal være rummelige overfor. 

Persongalleriet er også på plads. Fint arbejde.

 

Det første, man lægger mærke til, er bogens korte kapitler. Det skærper interessen og intensiteten og piller ved den nerve, der skal få læseren dels til at reflektere over tingene men også til at blive nysgerrig for at komme videre. Uden at skulle igennem et marathon af sider for at finde ud af delpointerne.
Let og overskueligt.
Der er ellers dramatik nok i bogen. Som tager fat på krigen og kampen i Nordøstgrønland under 2. Verdenskrig. Et fokus der er ganske velkendt for historisk interesserede men som er et undervurderet emne og i hvert fald underbeskrevet.
Tonny Worm gør brug af centrale kilder, der fortæller historien om det her kolde, mennesketomme og ufremkommelige hjørne af verden, som på grund af sine vejrstationer er strategisk vigtig for både de allierede og tyskerne. - 
Worm forholder sig til både det velkendte omkring Kaufmann og Roosevelt og kommer også langt dybere ind i konflikten og spændingerne i den store land mod nord.
Og han formår meget fint at få den måske lidt blues-agtige, langmodige tuschmørkestemning frem, der synes oplagt på grund af Grønlands storslåede og langstrakte natur. OG bogen er også fyldt med humør, grin og kluklatter, sang, flasker, godt humør.
Et fint bekendtskab hvis man vil genopdage historien om dengang, tyskernes krigsmaskine nåede til Grønland. Men også for alle andre, der bare trænger til a good read og et drama fyldt med slædejagter og intriger mellem hårdføre mænd, som presses til det yderste.

 

 

 

Spændende læsning hvis man er til true crime og har interesse i at følge politiet, de hard core sager, opklaringen af dem og, hvad der får almindelige mennesker til at hjælpe efterforskerne med forbrydelserne. De såkaldte sangere.
Bogen handler om forfatterens 40 år i Uropatruljen og Rejseholdet. Om kampen mod narkogangstere og jagten på bestialske mordere og de værste forbrydere.
Det er ikke for sarte sjæle at læse om, hvad der gemmer sig i parallelsamfund rundt om i Danmark.
Eller for manglende fantasi at se billeder af hash gemt i hulrum i Fredens Ark, og småbørn der render rundt mellem skydevåben på Christiania.
Og nervøse narkosmulere, dristige københavnere, om tillidsfuld kontaktetablering under afhøringerne, den dramatiske anholdelse af Finn Hauge Jensen, et kig ind i restauranten, hvor morderen til en af Simon Spies´ tidligere morgenbolledamer drak snaps forud for drabet, om russisk roulette, om den irakiske hærchef på Sjælland, kriminelle bander, ditto topfolk og meget, meget mere.

Der er masser af røverhistorier fra den virkelige verden, og forfatteren siger da også på et tidspunkt selv i bogen, hvordan han sad og fortalte nogen.

Uanset hvad - det er en spændende bog. Velskrevet og oplysende. Og er man interesseret i, hvordan Uropatruljen og Rejseholdet har fungeret, så er det her et oplagt sted at få lidt dopamin.

 

Louise er god til at forelske sig, hovedkulds, hvis en mand næsten bare kigger på hende.
Et lavt selvværd og hungrende mangel på bekræftelse driver hende ud i hop i forskellige senge.
Men nærheden, tætheden og det at udlevere sig selv og blive autentisk - den del mangler Louise, før noget kan blive mere seriøst.

Hun opdager til alt held, at der er mulighed for at arbejde med sig selv og spørge sig selv, hvad meningen med det hele er, og hvad hendes mangelfulde indsats består af og kommer fra. Vi får mange scener på hendes forvirring, tankesæt, kontakt til en psykiater, stolthed over at kunne føle, den lilla tone der ligger under det forandrede i et godt parforhold, tvivlen om sin egen værdi og at kunne tilbyde det vigtige i et kæresteforhold.

Bogen er skrevet med genkendelighed, vedkommenhed og intensitet. Selv de mest hysteriske, banale og forbudte tanker kommer på bordet i en grad, så man som læser må overveje, hvornår man sidst selv havde dem.

 

Romanen ender med en dejlig, åben slutning, hvor læseren får lejlighed til at tygge lidt på, om det liv, man lever er det, man ønsker, og hvad der mon er det allervigtigste i livet. 

Det kan vist kun gå for langsomt med at finde ud af det.

En kærlig og vigtig, lille bog der rækker godt ud til læseren.

 

I en fremragende bog er der nu mulighed for at dykke ned i historien om et halvt hundrede danske og færøske øer.
Der på forskellig vis er bemærkelsesværdige og nogle til at komme over på, andre blot til at vide, de er der, og at der boede mennesker engang.
Vel at mærke også de helt, helt små øer, som er så små, at man nærmest ikke kan betegne dem som øer, men mere små albuer eller næsser.
Den fortæller historier om præster, der gik mange kilometer over isen i isvintre for at forrette gudstjeneste, den fortæller hvordan Læsø og Anholt for tusinder af år siden sandsynligvis har været landfast med Jylland, den fortæller historien om Eskilsø og Augustinerordenen, om Reersø, og hvordan radiostationen i begyndelsen af tresserne her blev brugt som supplement til Lyngby Radio, og hvordan øen ved højvande bliver nærmest ukendelig, og hvordan øen har haft betydning under Anden Verdenskrig. Også det forsvundne ørige i Nakskov Fjord samt en større afhandling om Thurøs historie er medtaget.

Udover også de kendte øer som f.eks. Samsø, Ærø og Endelave er bogen illustreret med dejlige tegninger og kort, der gør udgivelsen til en nydelse at gennemlæse, idet man også får tilført en enorm bunke paratviden om de danske små og store øer. 
Om livet dengang, om livet i vore tider.

Uanset hvor meget, man ved om Danmark og dansk natur, vil vi vove den påstand, at bogen her vil kunne tilføre alle interesserede noget nyt på den ene eller anden måde.

Areal, befolkningstal, adgang med færge, turebåd eller egen båd, overnatnings- og indkøbsmuligheder, fugeliv og planteverden.

Alt det indeholder bogen også. Det gør den meget værdifuld.