Velkommen på www.bogsyn.dk - hjemmesiden med mere end 2.000 boganmeldelser i næsten alle genrer. Som hvis du går ind i en boghandel og bliver grebet af at kigge på bøger. Du kan scrolle ned på siden, eller du kan se samtlige vores anmeldelser her

 

Personlige kriser, sorger og tragedier synes at følge med i disse tider, hvor krimi- og spændingsromaner i bedste socialrealistiske ånd synes, at det skal høre med. Det er nogle gange lidt for meget. Det siger vi ikke, at det er her, og nogle kan lide portrættet af helstøbte mennesker. Vi synes dog, der må være en grænse.
Og den holder Sara Blædel sig indenfor, idet hun netop bruger sin hovedpersons nære som anledning til, at hovedpersonen kommer i sorgtilstand.
Og det er så nærmest det, ingen svælgen i, hvor forfærdeligt hun har det, ingen triste tanker side op og side ned.
Det er rigtig godt fundet på, i og med, at vi så både kan følge sorgen samtidig med afdækningen af dødsfaldet.
Den her gang vælger Sara Blædel at bruge selve sorgen direkte ved at lade hovedpersonens mor dø.
Camilla Lind er i krise, idet hun er flyttet fra sin mand, Frederik. Hun går og pakker ud i sin nye lejllighed, og så er det, at politiet ringer på døren og meddeler, at hendes mor er død.
Sammen med sin søn tager hun ud til moderens hus i Skanderborg.
Her støder hun på en chokerende hemmelighed. Noget moderen har holdt skjult i alle de år.....

Det kræver en pæn indsats fra forfatteren at få denne handling til at leve. 
Det er nemt at finde på -; men i vrimlen af god krimilitteratur svært at følge til dørs.
Og hvad skal man dog passe på, når man som forfatter har et ry af leve op til med sine Louise Rick-bøger.
Der er en del personnavne og lokationer i Jylland, f.eks. Haderslev og Skanderborg, Hillerød og Silkeborg, at holde styr på. Men er man fortrolig med Blædels skrivestil, vil man værdsætte de nuancer og det liv, som det giver.

 

Man skal et par hundrede sider hen i bogen, før der for alvor sker noget. Herfra lever bogen og bliver fuld af åndelighed, visdom, hints, gode råd og betragtninger.
Alt godt fra havet, og den sidste halvdel af bogen er altså alle pengene værd.
Indtil da skal man holde godt fast i bordpladen for at være med, for Peter A.G. tordner derudaf i en lang, opremsende, monoton stil om hans kravlegård, om at han helst ville være sammen med sin storebror, at han elskede sandslotte og skygger, hvordan far og mors drømme voksede, i Søndervig hos mormor og morfar, lytten lørdag eftermiddag til Jørgen de Mylius (som iøvrigt KUN hed Jørgen Mylius dengang, red). hvordan hans fastelavn gik, og jeg skal komme efter dig. Også hvordan det gik med torskegilderne hos skattevæsenet.
Man skal være mere end almindeligt interesseret i Gnags-sangeren for at finde alt det værd at læse.
SÅ sker der det, og det er omkring et par hundrede sider fremme, at Gnags rejser til Indien. Wow for en øjenåbner, og den øjenåbner formår Peter A.G. at få med ind i bogen og direkte ud til læseren.
Det er flot.
Så er vi med.
Og det er herfra, bogen adskiller sig fra mange biografier.
Den kan nu lige pludselig noget, den bog, den vil noget.

Fra side 213.
Så vi får metaforisk at vide, at de gamle i crewet lærer de unge op, og ønsker, at de gamle i sin tid ville lære os alle op, for det er sådan, livet skal fungere. Her lærer vi, at moralsk eller politisk belæring intet er i forhold til livsglæde. Om værdien i at få lov til at være sig selv sammen med nogen.
Simplicity midt på torvet i en spansk landsby, Afrikasangen, publikums dans i det smukkeste, blide scenelys.
Mr Swing King og Den dejligste morgen i hundrede år.
Så lille er interessen for det anderledes, så lille er nysgerrigheden.
Så store og så bevingede er ordene.
Hvad der præcis sker undervejs i bogen, det er ikke til logisk at forklare. Og så alligevel. Det er noget med, at den østerlandske åndelighed har sneget sig ind og i den sidste halvdel af bogen vrimler det med inspiration til at leve livet buddhistisk; mere glædesfyldt, mere enkelt.

Og de budskaber er alting værd. 
En fin præstation hvor man kan referere til sig selv og udviklingen fra overlever til det at leve dybt og meningsfyldt.

 

 

Da Salmas veninde bliver overfaldet på en bestialsk måde, søger hun hemmeligt ind på Politiskolen i forsøget på at trænge ind i sagen indefra. Hun har ganske enkelt fået nok, for ligegyldigt, hvor hun kigger hen, bliver volden og kriminaliteten i København værre og værre. Så nogen må gøre noget.
Hendes familie tror, hun er under uddannelse til SOSU-assistent. Alene her vågner vi op til det gamle skisma: Kæmp for alt hvad du har kært. Det gør Selma da også, også selv om hun ved, det kan koste hende familielivet.

Så møder hun gennem sin efterforskning tilfældigt Fuzzy, der lever af kriminalitet. De bliver et umage par, og det har man jo hørt før, at det kommer til at fungere rigtig godt i en krimi.
Det gør det her makkerpar da også.
Med Fuzzys hjælp forsøger Selma at afdække forbrydelsen mod veninden, Eshal. 

 

Bogen er et godt eksempel på, hvordan man kan få kontraster til at mødes for i forening at skabe liv og også etisk retfærdighed. De to personligheder møder hinanden, og der er en energi imellem dem fyldt op med polariseringer, og det er åbenlyst det, der trækker dem mod hinanden. Videre har Thomas Rydahl her i sit første bind af en serie, en flot måde at beskrive de miljømæssige kontraster mellem de dunkle steder i København og det retskafne miljø omkring politiskolen med praktikpladser på byens politistationer, forhør, uniformer, og hvad der ellers hører til i det miljø.

 

 

Man skal være mere end stålhærdet for ikke at blive forfærdet over, at der er så megen vrede i folk, der skriver nedrige og chokerende beskeder til folk gennem de sociale medier.
Og man skal have både stålpanser OG menneskelighed med, når man læser en bog af den her kaliber.
Hetz af forskellig slags har Silas været udsat for gennem mange år, hvilket er en direkte forlængelse af hans skoletid, hvor han blev mobbet og holdt udenfor.
Danseskolen holdt ham imidlertid oppe. Den var et tilflugtssted, og man må sige, at det er vi mange danse- og kropsglade, som lader sig inspirere af.
Også os der ikke nødvendigvis ser Vild Med Dans. 
Vi er også glade for at læse bogen her som inspiration til, at uanset problemets størrelse, og uanset hvor meget, man har været udsat for, så er der en vej frem. Muligvis kræver det et stort mentalt overskud. Men at gøre noget ved ens situation - eller i det mindste forsøge og forsøge igen -, uanset hvor træls og slidsom en vej, det er, det er bogen her et supereksempel på.

Den indeholder værdifuld viden om menneskelig affærd, og hvad man kan stille op, når man bliver personligt angrebet og intimideret.

Barer det at bogen indeholder statements som, at man ikke må bekymre sig om ting, man ikke kan gøre noget ved. At man kan vænne sig til at være ligeglad. At man skal huske, det kun er et random udsnit og et mindretal, der skriver de hårde beskeder på sociale medier. At børn nogle gange er de bedste rådgivere ved at tage en i hånden med et "det skal nok gå, far".

At det er vigtigt også, at forældre ind imellem er observatører på, hvordan tonen i en klasse er for at kunne sætte ind mod begyndende mobning. Og f.eks. invitere klassen hjem for at spille spil, hvor ingen kan tabe.

At der findes onde handlinger, OG så findes der børn, der ikke har det godt. Og de vil gøre meget for at få opmærksomhed.
Underforstået: Det er her, der skal sættes ind.

På en meget personlig og fin måde har Silas skrevet en bog, der involverer en børnpsykolog, en politiker, en præst, en skolelærer, en politibetjent, en debattør og mange flere for at søge informationer om og gode råd til, hvad man stiller op, når man som voksen - eller ser nogle af ens børn eller andre børn - blive mobbet.

Det er han lykkedes godt med.