Udskriv

3096 dage af Natascha Kampusch

 

 

Natascha Kampusch
3096 dage
272 sider
Gyldendal

Det er naturligvis ikke nogen sensation, at bogen måtte komme. Selvfølgelig måtte den det; det er nærmest en selvfølgelighed, ligesom filmrettighederne utvivlsomt også har været diskuteret adskillige steder. Det spændende ved bogen er den psykologiske vinkel, det slaver/hersker-forhold som bestod mellem Natascha og hendes bortfører i de lange og trange år, som bortførelsen varede.

Historien om Natascha Kampusch er historien om den østrigske pige der blev kidnappet på åben gade i af Wolfgang Priklopil 1998 og først slap fri efter 8 år. Hun var på vej til skole, havde netop skændtes med sin mor og var gået uden at sige farvel, da hun blev grebet af en mand som kastede hende ind i sin varevogn og kørte væk med hende. De næste par år tilbragte hun i et specialkonstrueret rum på få kvadratmeter i mandens kælder, indtil han havde knækket hende så grundigt, at han kunne tage hende op i huset. Her måtte hun arbejde som hans slave. Han sultede hende, tæskede hende og misbrugte hende. Men en sommerdag i 2006, da han havde sat hende til at støvsuge bilen uden for huset, så hun sit snit til at stikke af.

Bogen er eminent som psykologisk analyseværktøj. Kampusch er god til at reflektere og analysere over sig selv, hvilket hun åbenlyst har haft rigtig god brug for men også gavn af som baggrundsviden, da hun skulle skrive bogen her.
Nataschas bortfører har enten overlagt eller instinktivt vidst, hvad han gjorde, når han skrællede hver eneste appelsin til hende og putter stykkerne i munden på hende, stykke for stykke "som om jeg ikke kunne spise selv". Han klippede også hendes negle og gav hende efter hendes ønske saltstænger med sennep og honning.
En sådan "ønskefar" giver gevinst for gerningsmanden eller bortføren, som Natascha bogen igennem kalder sin bortfører, . For afhængighedsforholdet bliver skabt, det er nøjagtigt sådan, man arbejder på terapikurser, når man skal have regredierings-mekanismerne kaldt frem i folk for at nå de ubehjælpsomme stader i barndommen. Og dette forklarer også, hvorfor Natascha langt senere, efter sin nyvundne frihed, sørgede over, at gerningsmanden var gået bort.

Natascha klarer sig igennem årene ved bl.a. analyser, fanatasirejser, visualiseringer, tankevirksomhed, krops- og smerteforskydning og andre terapeutiske værktøjer, som hun instinktivt har vidst virkede. Og står det til troende, så har hun bestemt en meget høj grad af bevidsthed, idet hun levede under kummerlige forhold, med smerte, med afsindige afsavn og med et umenneske som hersker.
Det ville have kunnet tvinge mange i knæ.
Men det ser ikke ud til at have knægtet Natascha, der på det nærmeste blot beskriver det hele som en naturlig del af hendes liv, hvilket det også er, og som på sin egen finurlige måde videregive til menneskeheden, hvad man skal stille op med sig selv, hvis man havner i sådanne afsindige og helt forfærdelige forhold, som hun blev offer for.
"Det var en døgnrytme som i en straffeanstalt, streng fastlagt udefra, uden et øjebliks afvigelse, uden hensyntagen til mine behov. Det var en magtdemonstration.Gerningsmanden elskede regelmæssighed. Og med tænd-og-sluk-uret påtvang han også mig den.

Har du delt din mad op i portioner, lød det gennem samtaleanlægget fra borføreren oppe i stuen.
Har du børstet tænder?
Har du slukket for fjernsynet?
Hvor mange sider har du læst?
Har du lavet regneopgaver?

Sådan skaber man sin magt over et andet menneske.

3096 dage er íkke bare en fantasisk gribende bog om en bortførelse, vi alle kender. Det er et psykologisk mesterværk.