Årgang 2012 af Søren Schultz Hansen

Søren Schultz Hansen
Årgang 2012
200 sider
Informations Forlag

Forfatteren er oprigtigt nysgerrig på, hvad der har gjort vor ungdom til forbruger af de sociale medier, og lader sin læser undre sig med. Det er fantastisk spændende at følge med i tankesættene hos unge, der er storforbrugere også af egne og hinandens medier, svarer på hinandens SMS-beskeder og kigger i hinandens telefoner, mens Facebook mere er en solo-aktivitet af praktiske årsager.

Vi, der er opvokset med en skrivemaskine og uden internet får en meget nuanceret og sund indførelse i unges vaner omkring de sociale medier. Vi får en forståelse af, hvorfor en mobil og hvorfor en Facebook-side er så stor en del af et ungt menneskes identitet, at de velsagtens var villige til at droppe dead, såfremt forbindelsen missede i mere end et kvarter af gangen.

Søren Schultz Hansenm lektor på CBS og digital chef på et reklamebureau, er gået til sagen uden normer og fordomme, man kunne frygte ville være afsæt til bogen eller i hvert fald præge dens udvikling eller vej.

Bogen har derimod afsæt i brugerne selv, nemlig ved hjælp af dybdegående interviews med 48 unge fra 1994 og 8 voksne mellem 30 og 50 år.

Bogen spænder over årstallene 1994-2012, fordi de unge, som blev født i samme år som internettet, 1994, til næste år fylder 18 år. De er dermed, som forfatteren siger, digitale indfødte. Mens andre igen er digitale indvandrere. Morsomt funder på.

Det er af stor betydning at forstå, hvordan unge mennesker bare ER i ét med de sociale medier, bruger dem på kryds og tværs og ikke, som vi andre, sætter os til en skrivemaskine eller tekstbehandlingsanlæg eller for den sags skyld en telefon for at komme i kontakt med omverdenen gennem afsat tid. I den digtitale tidsalder er der kontant afregning nu og her, hvor de unge bare er så meget til stede, at man egentlig kunne undre sig over, om de nogensinde eller hvordan de behøver at diskutere NUETS kraft af Tolle.

En af konklusionerne i bogen er, at der vist ikke er grund til bekymring for de unge, der har masser af gå-på-mod på de sociale medier, og med hvilke de synes at videreudvikle på en verden, de selv skal styre om få år, og så skal det jo nok gå det hele.

Vi er også inde at vende omkring sociologen Erwin Goffmans betragtninger på fællesskabers organisationer. På den og lignende måder bliver interviews og faktum sat i godt perspektiv, og man føler sig ikke blot behageligt oplyst, når bogen er læst til ende. Man har en større såvel intellektuel som følelsesmæssig forståelse af de unge, hvis brug af den digitaliserede verden umiddelbart ligger så langt fra vores, men som nu viser sig alligevel at være ganske tæt på og integreret i vores kultur.

Flot arbejde der kun kan anspore til at forsøge at forstå unge endnu mere.