Udskriv

Århus i hjertet af Søren Højlund Carlsen og David Bering

Søren Højlund Carlsen og David Bering
Århus i hjertet
198 sider
Turbine

Det er virkelig kunst, når en bog formår at dykke ned i materien på en by og få en til at rykke sig i forhold til den. Alle og enhver kan skrive en bog om Århus og ovenikøbet interviewe en lang række markante personligheder om deres forhold til byen, hvad denne bogs forfatter sammen med en ekstremt professionel fotograf og en fantastisk layoutmæssig opsætter da også har gjort til kunst.


Det, der så gør bogen, kunsten her, til noget ophøjet sublimt, er ikke de steder og gader og stræder og åer og vandløb, den beskriver, og de baggårde, som de markante personligheder i deres barndom og ungdom har betrådt på Trøjborg, eller hvor det nu måtte være. Næh, det er det rum og den ånd, der opstår i og mellem linjerne, der får Århus til at fremstå som en enhed i et liv, der bliver levet for fuld tryk, som bliver til et trykkometer, et ventildæksel, der løfter sig og pumper en ånd videre, som må ud i verden, fordi byen er blevet for snæver. . . . 

Det er ikke hver dag, vi hører, at byen er for lille. For en anmelder, der har boet i byen i mere end 30 år, rykkede det noget i øjenlågene, da det lige pludselig stod på tryk, at nogle af kunstnerne ofte må videre, for mere er der ikke at hente i landets næststørste by. Mens andre til gengæld har så stor og dyb en rod i byen, at det er oplagt, de skal bæres derfra. Men perspektivet på byen bliver anderledes sundt efter gennemlæsningen af denne bog, der både giver Dronning Margrethe anledning til at fortælle, at bl.a. en overfyldt Moesgård Strand fik hende til at bygge en pøl på Marsellisborg -, og Henning Quortrup der fortæller bramfrit, at byen Århus burde gå i terapi. Fordi byen er urealistisk overbevist om, at byen er verdens centrum. Og som er irriteret over, at man forsøger at gøre byen til noget, den ikke er.
Det er i sådanne passager i bogen, man får sig en i hjertekulen på den fede måde, fordi man umiddelbart kan overføre denne form for approaches og og mulige identitetsforvræning til andre områder i ens liv. Og det gør disse udtalelser og sætninger til noget af det sundeste, vi har læst om en by i mange år. Fordi den går hånd i hånd med idylliske beskrivelser af væksthuse og cafémiljøer. Det er også meget godt, men gab hvor er det kedeligt i forhold til, at eksempelvis en Anne Hjernø fortæller, at hun elsker Århus banegård både som symbol på at komme hjem men også at komme væk. Det er nævnt i forbifarten, netop som det tog, der langsomt og næsten ubemærket sætter igang fra banegården mod Horsens. Lidt af det samme sker, når der blændes op for interviewet med Rasmus Tantholt, der i hvert fald delvis finder sted på Sct. Annæ Gade Skole, hvis nuværende, legende børn pludselig bliver sat i relief mod de barske realiteter, konflikter, katastrofer og krige, som Rasmus har dækket rundt om i verden gennem syv år.

Så bliver Århus altså lige pludselig meget lille.

Det er efter vores mening sundt for et menneske, i hvert fald lejlighedsvis, at forholde sig ydmygt til tilværelsen. Og såfremt man i Århus har haft lidt storhedsvanvid, fordi byen altså nu éngang ligger pænt og flot og nydeligt og har et væld af aktiviteter for store og små, så får denne bog udlængslen frem i en og periskopet op i stormvejret for at spejde hen imod steder i verden, der kunne være mere interessante at være i. Det er jo ikke sikkert, at det er sådan, men livsbekræftende nu og da er det at få chancen for at gøre sine værdier op.

Det hjælper denne bog os til. Sammen med personligheder som Elsebeth Egholm, Jørgen Leth, Reneé Toft Simonsen, Dan Jørgensen, Morten Albæk, Bjørn Lomborg, Line Arlien-Søborg og mange flere, femten ialt.

Femten dejlige portrætter med meninger om Århus, der har grebet deres hjerte og stadig banker for det, ledsaget som nævnt af nogle absolut gennemførte fotografier og en til det smertefulde smaglige opsætning.

Et hug for Århus-interesserede. Og en godbid for også andre, hvis skæbne og tilværelse nu og da godt kunne trænge til lidt rundbold.