De der blev tilbage af Birgitte Andersen

Birgitte Andersen
De der blev tilbage
208 sider
Frydenlund

En rigtig dejlig bog, hvor man må fælde en tåre, hvis man som læser skal helt igennem de følelsesmæssige rutcheture, som bogen delagtiggør os i. Det er naturligvis en del i sig selv at blive konfronteret med, at flere hundrede mennesker i Danmark hver eneste dag vælger at sige farvel til dette liv. Årsagerne er mange, facit er, at nu er det bare for meget.
Den sorg, smerte og rådvildhed der i kølvandet på disse selvmord alt andet lige uforskyldt påføres selvmordernes nærmeste, den forekommer dog uendelig, om denne bog står til troende.
Den er fyldt med smukke betragtninger fra de pårørende om livet før selvmordet og livet efter, og den giver så meget stof til eftertanke, at selv om man ikke umiddelbart synes at ligge indenfor selvmordets periferi, så er sproget så skarpt og præcist og så ægte formuleret fra bogens talere, at man kommer til at tænke på sine egne værdier i livet. Og at det må være på tide at gøre dem op, før det er for sent.
 

Det er ikke kun sorg, men alle mulige tanker og følelser, som kører så vildt rundt i mit hoved, at jeg slet ikke kan hitte rede i mine tanker. Min hukommelse er blevet meget dårlig, og jeg kan ikke huske fra næse til mund. Jeg læser mange bøger, og jeg kan godt lide at læse. Men når jeg har læst en bog, så kan jeg tage den frem efter to måneder, og så kan jeg slet ikke huske, at jeg har læst den - det er, som var det en helt ny bog. Det er helt vildt.

Udsagn fra en nu 50-årig mor der mistede sin søn, da han som 19-årig for tre år siden begik selvmord. I dette tilfælde havde han kræft, og vi får hele historien om den dag, de ringede fra børnehaven med den syge Rasmus, dengang var han 7, og til det allersidste brev, han skrev, som moderen fandt på hans seng i sekunderne, inden hun midt om natten styrtede ud ogfandt ham hængt i carporten.

Det er barsk læsning, og det er også hård, men samtidig befriende læsning at se, hvorledes moderen og i andre tilfælde andre pårørende kæmper sig tilbage mod en slags normaltilværelse efter at have været vidne til et af de støreste chok i deres liv: Selvvalgt bortgang af en kær.

En helt igennem flot bog, som man skal give sig tid i, i stille stunder og de blå timer. Så bliver livet sat i perspektiv af en lang række af de mennesker, der var meget tæt på et andet menneske, umiddelbart inden smerten blev for stor. Smerten er nu så videregivet til de, der har fået et talerør i denne bog. Smerten rammer os alle. På en sund og sober måned.

Bogen er illustreret sort/hvidt, hvilket giver en god understøttelse af det alvorlige og meget smertensfyldte og alligevel forløsende og livsbekræftende tema.