Den Gule Plet af Lene Rikke Bresson

Lene Rikke Bresson
Den Gule Plet
235 sider
Politikens Forlag

Den Gule Plet er det helt særlige fænomen i øjet, et område af nethinden der indeholder specielt mange tapceller og som derfor er særligt godt til at se farver og skarphed.

Den centrale del af nethinden  er den del af øjet, som gør, at vi endvidere kan æse og genkende ansigter. Øjet må tilpasse sig lysforholdene, og med alderen ændres synet. Forskerne ved ikke helt præcis, hvad der er årsagerne til svækket skarpt syn.

Men at det har noget at gøre med den gule plet er uomtvisteligt, eller at den i hvert fald er involveret, og sikken en fin titel på en kriminalroman.

Den gule plet begynder ved daggry den 29. januar 1991, hvor et menneske står klar med et gevær uden for Grønbæk højskole. Seks mennesker skal dø den dag.  For den invalide Mona Lisa begynder dagen med, at hun løber ned til præsten Margrethe i mosen. Mona Lisa har fået kendskab til sin fars kræftsygdom og sin egen graviditet og må tale med nogen. Margrethe er som altid optaget af Søren Kierkegaard, og denne morgen har hun besluttet sig for at grave ham op fra Assistens kirkegård. Under samtalen hører de ambu­lancer på vej op til højskolen. Skolemassakren griber ind i deres liv og tvinger Mona Lisa til at bruge sine særlige evner. Lene Rikke Bressons roman handler om misun­delse og det, der sker, når børn bliver overset. Om at søge efter familiehemmeligheder og forbandelser - og finde dem.  

Men bogen er også en sart krimi, sart på den måde at den går dybt i mennesker, som det gør, når et tilsyneladende ungt menneske lige pludselig bliver centrum for skyderi og tager seks mennesker med sig i døden. Før det bliver undersøgt til bunds, om det nu også var den rigtige, der skød, står vi tilbage med minderne om de mange mennesker verden over, der har taget folk med sig i døden i skolegårde og på læreanstalter, enten fordi var kolossalt ensomme og bange, eller også har de truet andre med kniv, fordi de er blevet mobbet til kanten.

En spændende måde at beskrive hele dette skisma og setup på. Serimeorderi, højskole, tusmørkebørn og udtryksfulde dyr. En cocktail der nok skal skabe panik i flyet på vej mod det sydlige, hvor sommerkrimien skal fuldendes.

En fin bog med et sprog, der ægger og emmer af naturlighed, gode, præcise, skarpe dialioger og en hverdagsagtig attitude, som knæsætter, at hverken forfatter eller hovedpersoner er blege for at kaste sig ud i nye ting, nye steder, med hovedet under armen og slippe godt fra det.

Så kan vi som bonus jo have fulgt med i bloggen fra forfatteren i bindingsværkshuset i Træden, og hvis man er til det, have været en del af hendes univers med at skrive bemeldte roman. På sin blog skrev hun i januar:

Sig nærmer tiden sig, hvor jeg skal til at slippe manuskriptet Den gule plet og giver den videre. Jeg trækker tiden på Lavendelgården, fordi jeg ikke vil af med manuskriptet. Det er altid en forunderlig rejse når en roman bliver skabt. De skøre ideer, der med en sprække af galskab vækker mig i natten gør det umuligt at sove igen. Jeg har besøgt de mærkeligste steder og som altid er der på selve stedet overraskelser til mig feks. en gummibåd i en kælder.

Det skønneste er dog alle de mennesker, der uden tøven hjælper mig med nørdede detajler, stiller udfordrende spørgsmål,  og altid er villige til at bruge deres kontakter så jeg kan få den helt rigtige faglige viden. Til alle Jer, og I ved hvem I er, er jeg dybt taknemlig. Med Jer bliver skabelsen af en roman til et eventyr.

Forfatten siger tak til os som medskabere af bogen. Vi siger tak fordi Lene Bresson satte projektet i værk.