Enegænger - portræt af en prins af Stéphanie Surrugue

His royal kindness som de sagde på Bali

Stéphanie Surrugue
Enegænger - Portræt af en Prins
384 sider
Politikens Forlag

I et af bogens kapitler fortælles det, at venskabet med Erik Brandt muligvis opstod, fordi Prinsen i Erik så den rebel og det selvudtryk, som prinsen ikke kunne deltage officielt med i sit eget liv. Ellers er Henrik jo mest i hvert fald i offentligheden kendt som His Royal Kindness, som de ifølge Erik Brandt ved en fejl kaldte ham på Bali. Og hvad kan han andet, kunne man fristes til at sige, han der det meste af sit liv har måtte gå tre skridt bagved sin hustru ER en flink fyr. Ikke optimalt for en franskmand.
Vi er mange, der har haft Henrik inde på livet i store dele af vort voksenliv, og vi er også mange, der gennem alle årene har haft et noget blandet og flimrende indtryk af ham. Jo, han var da Prins, men samtidig var han også på en eller anden måde fjern og usynlig. Vi finder i bogen her en vis forståelse for vort forhold til ham. For nej, han har ikke altid haft det let. Og når man ikke har det let, og måske ikke bliver ganske hjerteligt taget imod og kommer til at leve det liv, man ønsker, så vil man udsende visse signaler om, at ok, så kører jeg til en vis grad mit eget løb.
Bogen er en dyb, personlig skildring af et menneske, der mod livets ende stiller spørgsmålstegn ved, om det var det hele værd, og om der var visse ting, der kunne være lavet om. Svaret på det sidste er ja -; dengang burde man have gjort mere for direkte at integrere Henrik i det danske monarkisystem på en måde, der svarede til hans mentalitet og psyke og opdragelse. Dronningen selv kommer da også ind på i bogen, at hun ikke var tilstrækkeligt opmærksom på det.

Når man har læst bogen færdig, så må man nærmest bønfalde om, at der gennem de årtier, hvor prinsens program var tætpakket med at dreje på gashaner og klippe silkesnore over, også blev mere end rigelig tid til hans store kærlighed: Kunsten. For det var meget hér, han fandt sit virke, nu når han var havnet et sted, hvor han fra at være Mr. Somebody i Frankrigs diplomati nu pludselig var degraderet til at være Mr. Somebodys.
Vi kommer hele historien igennem, hvad der var stillet til rådighed for Prinsen lige fra officeruddannelser og til Røde Kors-poster. Underneden det hele lurer bogen igennem en ensomhed og melankoli, for var det nu det, som Prinsen egentlig gerne ville med sit liv - har Prinsen levet eller overlevet?
Søren Haslund-Christensen roser Prinsen for, at han gennem alle årene har stået ved sin hustrus side og gjort livet lettere for hende som dronning og støttet hende og tilført hende den styrke og sikkerhed, der skulle til for, at hun kunne passe sit arbejde så godt.
Ædelmodigt nok hvis det er tilfældet. Men hvad siger Henrik selv?
Det får vi mange bud på i nogle meget personlige udtalelser, hvor han fortæller helt ægte om sine tanker om at ældes, og at døden er inden for rækkevidde, og at begrebet døden er noget, han altid har tænkt over.
Der er mange rørende passager i bogen, som hver og en kunne give os svaret på eller en tolkning af Henriks liv. Som den aften i DRs koncertsal, da den grønlandske kunsnter Aka Høegh omfavnede prinsen, idet hun nok mente at vide, hvordan det var at være fremmed fugl i Danmark.
Engænger er en meget dejlig bog, hvor vi bid for bid kommer lidt nærmere det menneske og den skæbne, der for snart flere menneskealdre siden forlod sit hjemland for at blive prins i et land højt mod nord, et land der på mange måder har betydet store udfordringer, stor enegang og ganske sandsynlig stor alenehed, måske endda ensomhed, hos manden. Der hviler en blues over bogen på trods af de mange positive og livsbekræftende udsagn. Prinsen fik det liv, der var ham forundt. Var det så det, han ville. Selv siger han, at kunne han give den unge greve et råd idag ville det være at overveje sine beslutninger meget nøje. Måske et slags svar til ham selv.

Læs bogen.