Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

PDF Udskriv Email

Engel af Nylon af Helene Uri

Engel af Nylon - en dejlig roman om et anderledes, ærligt moderskab

Helene Uri

Engel af Nylon

Oversat af Charlotte Kornerup

230 sider

24 kroner

Forlaget Klim

  

Den norske forfatter må have noget omkring Danmark, hun skal have ud, for flere steder i bogen støder vi på bemærkninger om vort land som datoen 16. april (Dronningens fødselsdag), hentydningen til en dansk grafiker samt en lettere Ophra´sk beskrivelse som Danmark med de røde pølser, de store is med jordbærsyltetøj, Legoland, Tivoli, gule sandstrande og sol, sol, sol.

Beskrivelsen af landet passer glimrende ind i det madglade univers, som vor hovedperson, Beate, er vokset op i, og som forfatteren med en meget fin, nænsom og morsom opfindsomhed bruger som noget af kulissen til Fies mor, vokser sig til den kvinde, hun er. Masser af mad var der, men hvor var kærligheden? Masser af konkurrence og forfordeling af to søstre var der, hvor var hengivenheden og vækstmulighederne til den enkelte?

Romanen er yderst velkomponeret og tæt, og det vil sige, at man næsten lige så godt kan læse den forfra som bagfra. Uanset hvad, så får man gennem handling og søsterportrætter et yderst nuanceret billede af en kvinde, der får et barn og ikke deler den grænseløse og betingelsesløse kærlighed til sit afkom, som hendes medsøstre i babyklubber og universet iøvrigt menes at have.

Uanset hvor meget hun end aser og maser, så kommer den ikke. (Man kunne næsten fristes til at sige: Derfor kommer den ikke).

Bogen kan på det varmeste anbefales til alle med interesse for familier, selvudvikling og omsorgssvigt. For vi har alle en flig i os af svigt, evnen til at svigte, evnen til at føle vrede mod vor nærmeste og allerhelligste, det er noget, man absolut kan få afløb for - og med samfundets velsignelse - mod sin kæreste, arbejdsgiver, sine gode venner . . . men også til de små, uskyldige og nyfødte???

Beate er i hvert fald frygtelig bange for, at hvis hun nævner fraværet af glæden ved barnet over for sin mand eller sågar en psykiater, så vil barnet blive taget fra hende . .. .

Hvad gør man så???

Beate spiller spillet, arrangerer børnefødselsdage, læser historier, klipper-klistrer, begejstres på skrømt over Lucia-optog uden at fortælle, hvad der rører sig i hende, og mest af alt uden at kunne sætte de grænser op for sit barn, som muligvis kunne have reddet den lille familie. Det er urkomisk og rablende morsomt - og for nogen sikkert ganske provokerende - læsning at befinde sig midt i en samling mødre, der fortæller alt om deres nyfødte størrelse og, hvorledes de ved det mindste grynt fra vuggen ved nøjagtigt, hvad deres barn vil. Man føler oprigtigt med Beate, der målløs må spørge sig selv, hvordan man kan høre sin baby, der græder blandt tusind andre, grædende babyer. Og man husker selv på et eller andet tidspunkt at have været vidne til nogenlunde samme engagement, ja næsten begærlige optrin som:

"Det er skønt at være mor, men det er også hårdt, siger I ikke også det?".
"Åh jo"
"Folk uden børn, de aner ikke . . . ."
"Når man skal op og bare helst vil sove"

"Du serverer da vel ikke pølser to dage i træk?"
"Nej, det var bare . . . "
"Hvor meget var det, du sagde, Malin havde taget på efter fødslen?"
"1580 gram. Hun sprænger alle vækstkurver".

Og så videre . . . .

Bogen er bygget rigtig godt op med en masse korte og præcise flashbacks til Beates barndom, og punktligt nærmer vi os et af den overordnede handlings voldsomheder, hvor ulykken sker, Fie omkommmer, og hvorledes samlivet mellem Beates mand bliver præget af hændelsen, hvorledes Beate står tilbage og veksler mellem at bebrejde sig selv ikke at kunne føle ægte sorg og så mentalt at forestille sig, hvordan årene fremover med Fie kunne være gået.

En flot bog. Mere præcist kan det ikke siges om et emne, der altid i masser af varianter er til diskussion. Må man have negative følelser over for sit barn? Er det naturligt at have fraværet af de positive? Eller er det mest naturligt at anerkende, at de bare fra tid til anden udebliver, måske endda rigtig sjædent er der? Og kan man blive lige så god en mor alligevel?

God læsning - god snak!