Engelshjerte af Maria Helleberg

Ren og engageret fortælling
om forsoning med fortiden

Maria Helleberg
Engelshjerte
283 sider
Forlaget Samleren

Vi har alle i os noget, der gør ondt. Noget der ville være godt at lade forbløde, få frit løb. Gøre op med, skrifte omkring, bare tilstå, så vi kan opnå hjertets renhed og forsone os med vor skæbne, så vi kan gå rene videre - og måske i graven. Skyld og skam er sonet, alting er glemt, og vi kan begynde på en frisk.
Det opnås ikke ved et nemt lille hul i hegnet; det kan opnås ved at søge tilbage gennem livet til de lykkelige dage, hvor alting begyndte, og hvor man var et frisk skud. Hvor vi holdt af et menneske, hvor et menneske holdt af os. Uanset hvor i livet, vi befinder os, så må vi ikke sjældent helt ind til kernen for at finde lykke, tilgivelse, selvransagelse og siden ægthed og glæde
Det er det, som romanen her handler om, og budskabet bliver båret gennem en handling, der vil være guf for historieelskere og bare folk, der elsker trange kvindeskæbner.
Anne Sophie Reventlow bliver Frederik den Fjerdes Dronning, og ender med at blive forvist af sin stedsøn, Christian den Sjette,. Hun må tilbringe en rum tid på Clausholm Slot, hvorfra hun dog flygter og søger mod København de glade tider med sin elskede Frederik, dannelsen, festerne, engelshjertets rum. Undervejs får hun følgeskab af Ludvig Holberg.
Jow jow, så er der lagt op til dramatik og nøjagtig historie igen af Maria Helleberg, og vi bliver da heller ikke skuffede.
Dele af godt hundrede års Danmarkshistorie er samlet på seks af de første sider af bogen. Perioden angiver den tidslomme, som bogen omhandler, og hvad har haft betydning for Danmark og ånden herhjemme i den periode. Det er fortalt i overskrifter, og det er glimrende, for hvad behøver vi mere end nogle stikord til at fortælle, at  Zar Peter Den Store var i København 1716, at konfirmationen indføres i 1736, og at Københavns første tehus åbnede i 1689.
Så ved vi, hvor vi er, og hvor vi er henne i på linjen.
Bogen er naturligvis som sædvanligt fra Maria Hellbergs hånd blændende fortalt. Det ser legende let ud at skrive sådan, men det er det garanteret ikke. Naturligvis skal reseachen være på plads og de historiske fakta, men det skal stilen også, den tids dannelse, tale og tænkemåde - alligevel serveret, så det er til at holde ud at læse i 2010. - Klage over både kornpriser og eksport kunne man skam også i 1721, ganske morsomt at læse, her er intet nyt under solen. Mon det hører til vor fædrene arv som landbrugsland at klage? Øv, vi slipper vist ikke for den arv.
Med et godt glimt i øjet bliver en vigtig periode i Danmarkshistorien endnu en gang formidlet videre i romanform. Nogle gange glider det lettere ned på den måde. Om vi bedre er i stand til at klare fremtiden, når vi kender fortiden, det kan vel egentlig nok diskuteres. Indiskutabelt er det dog, at det er drønspændende at blive underholdt med detaljer om noget, der var engang -, og som vi i bund og grund alle er efterkommere af.