Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

PDF Udskriv Email

Et liv med overskud af Karsten Engmann Jensen

 

Karsten Engmann Jensen
Et liv med overskud
238 sider
Gyldendal Business

For alle, der er interesseret i at angribe livet ud fra et økonomisk synspunkt og sætte fokus på at overflødiggøre det, der tilsyneladende er impuls- og spildkøb, er der smule guf at hente i bogen. Der er mange fornuftige og rationalle argumenter for, hvordan livet kan blive bedre, hvis man er mere økonomisk og tænker over, hvad man bruger pengene på.
Bogen her er dog endnu en af slagsen, som småsludrer frem og tilbage om de almindeligheders fordele og bagdele, som sund fornuft udmærket kunne nå frem til. Indholdet er ikke revolutionerende og virker i vores øjne mere som en bekræftelse af, hvor fantastisk et sted, verden er, såfremt man sætter tæring efter næring og lægger budgetter og bruger omvendt logik til at bortradere de værste, overflødige udgifter.
Endvidere har afsnittene banale og forudsigelige overskrifter som: Vi undgår helst skuffelser; vi fristes over evne; vi påvirkes af omgivelserne; vi reagerer på frygt og håb.
Bogen er fyldt med stof til egen mølle for den fornuftige jura-studerende, der mener, at de på sygeplejestudiet bruger for mange penge til tant og fjas. Eller til forældre, der mener, at deres udeboende, voksne børn bruger pengene forkert.
Man skal ved læsning af bogen huske på, at livskvaliteten bliver sat i målestoksforhold med, hvor god, man er til at finde på håndgribelige, økonomiske spareforanstaltninger, og at bogen meget begrænset nævner den mængde energi, der skal sættes ind på at finde spareforanstaltningerne. Eller hvordan livet forresten også kører videre for folk, der ikke ynder at sætte sig i bås men klarer sig ved at rotte sig lidt sammen i familierne eller fra barnsben har en notorisk evne til at klare sig igennem enhver form for virkelighed.
Bøger som denne har den slagside, at de sandsynligvis aldrig rigtigt når dem, der vitterligt har brug for at læse dem. Nemlig alle de, der har en psyke og en approach til tilværelsen, der er meget easy-going og sorgløs og besidder en anden form for livsappetit end at lytte til budgetter og skemaer.
Karsten Engmann har da også en række pudsige råd til folket og nogle synspunkter, der er en bankrådgiver værdig. Han bruger flere sider på at få folk til at overveje, om det er vigtigt at betale kirkeskat og opstiller et regnestykke for, hvor meget man kan spare i skat, hvis man melder sig ud af folkekirken. Mens han tilsyneladende glemmer, at pengene til kirkerne jo skal i kassen og og blot bliver opkrævet af en anden skatteopkræver. Videre er han god til at give en mindreværdskomplekser, hvis man ikke har regnet ud, at når livet er slut, bør man have otte årslønninger stående på kontoen for at kunne leve som pensionist. . . . .

Forfatteren bliver dog lidt munter og næsten forfatter til en filmfarce, når han formidler, hvordan ægtefæller snyder sig til lidt ekstra økonomi derhjemme ved at undlade at fortælle den anden om tøj- og vinindkøb. Der, hvor der kommer mest autentiset og ægthed ind i bogen, er endvidere de steder, hvor han fortæller sin egen historie og, hvor forfærdeligt han selv har det med rudekuverter. Her højnes respekten for forfatteren. Ellers er der for meget pæn mand og rigtige meninger bogen igennem, og man fristes til at lade sig forføre af hans egne ord på side 56: Lyt til dig selv. Lyt ikke til andres råd, medmindre du fuldt ud kan forstå og overskue, hvad det er for en person, hvad hans baggrund er for det gode råd, hvad hans motiv er og ikke mindst, hvordan det gode råd passer til netop dit eget temperament.
Så er alle forbehold vist taget, og dermed ophæver forfatteren sine egne sikkert velmenende men meget jeg-alene-vide-råd og lettere arrogante holdning til vi stakler, der tilsyneladende ikke har absolut styr på økonomien og i hvert fald ikke på kroner og ører ved, hvad pengene går til, og hvad ægte livskvalitet er.