Flyskræk af Mette Kroier og Sanne Røhe

Mette Kroier og Sanne Røhe
Flyskræk
293 sider
F.A.D.L

Der er meget morsomme episoder i bogen som f.eks den om stewardessen, der godt kan se på Mette, at hun havde det elendigt ved flyveturens start. "Er der noget, vi kan gøre". "Jeg vil gerne have et vindue stående åbent under hele flyvningen, så jeg kan få noget frisk luft . . . "
En Marx Brother-film værdig.
Der er også mange nyttige oplysninger om, hvorfor man som passager i nødsituationer må vente på information, fordi piloterne har rigeligt at gøre i cockpittet. Om hvordan piloterne altid går en runde om flyet før enhver flyvning og checker om det drypper. Og andet værd at vide, ganske enkelt fordi bogen er bygget op omkring at medtage alt omkring flyveture, fra overvejelserne på vej mod lufthavnen og til duften af tankning, de psykologiske tests af piloterne og til motivavitionsformlen til at komme af med flyskrækken. Som så igen skal ende med beslutningen og gevinsten: "Jeg flyver, når jeg vil".

Forfatterne har gjort et kolossalt arbejde for at få alt med i bogen, såvel deres egen historie som, ja det er lige før vi får luftfartens historie, dramerne på 9/11-flyene og til flyets bevægelser i luften.
Man kan ikke påstå, at man får nogle hurtige løsninger i bogen til, hvordan man undgår flyskræk. Der er taget rigtig meget med, også processen omkring, hvorfor bogen overhovedet er skrevet og med hvilke afsæt, og det er nok lige at gå over stregen i en brugsbog, der dog også har en undertitel med den personlige beretning om en psykologs egne genvordigheder med at flyve.


Eksempelvis er landingen - et af de meget kritiske punkter i enhver flyvning og også for flyangste - beskrevet meget detljeret, punkt for punkt, nu larmer motoren lidt højere, nu gør piloten ditten og datten. Det er muligt, at det vil have en gavnlig effekt på nogle at kunne få bredt hele scenariet ud punkt for punkt, men vi synes nu mest, det hører flymanualer light til . . . .vi synes at mangle nogle korte bylines i punktform på, hvordan man så skal forholde sig til alle disse lyde, som vi nu ved kommer, og som er helt naturlige . . . .
Skal vi lære at elske dem og spærre ørerne endnu mere op, skal vi forsøge at ignorere dem, må vi godt alligevel blive rædsomt bange osv. Vi synes, manualen mangler. Om turbulens skriver forfatterne i store træk, at det naturligvis må være ubehageligt, men man behøver ikke være bange, hvis man ved, hvad det er. Og fortæller så, hvad det er.

Det kan naturligvis godt forsvares på en flyverskole, men vil jeg vide noget om turbulens, så skal jeg nok fare hen på biblioteket eller slå det op på nettet. Jeg vil meget hellere vide, hvad jeg skal gøre udover at spænde mig fast. Konfrontere mig med min kvalme? Snakke med sidemanden. Begynde at synge. Må man spise imens, hjælper det? Hvordan overkommer man de kropslige symptomer.

Vi ville have foretrukket en langt mindre tyk bog og færre personlige beretninger og forklaringer om, hvorfor det er nødvendigt at gå ned i en mellemlufthavn mellem København og Bankok, hvis der er for megen modvind. Den slags kan man som læser regne ud øjeblikkeligt. Bogen her vælger at beskrive det. Det er muligt, der er et psykologisk og terapeutisk formål med det, at har man alle procedurer, overvejelser, beskrivelser og forklaringer om flyvning med, så kunne flyskræk kureres.

Det må dog kunne gøres på mindre plads.

Som læser er det at læse bogen dog næsten det samme som at være afsted på ferie, idet mange af de følelser, der kommer op i én ved at skulle forholde sig til fly, rejser og lufthavne, kommer op i en. Og på den måde forsøger bogen at gøre flyvning til noget hjemmevant og en del af hverdagen, og det er sikkert en del af det ikke at skulle lide af flyskræk; at flyveturen afdramatiseres.

Og interesserer man sig i nogen grad for flyvning, ja så er bogen også værd at læse.