Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

PDF Udskriv Email

Grib Kærligheden af Gitte Sander

 

Gitte Sander
Grib Kærligheden
412 sider
Forlaget Duo

Det, man kan sige konkret om denne bog er, at øvelserne virker. Det er hele bogen værd. Vi slog i vores lille parforhold i de hjemlige omgivelser ned på en tilfældig øvelse i bogen, hvor det handler om på skift at fortælle, hvordan jeg tilføjede dit liv noget i 2012, hvordan du kunne tænke dig, at jeg tilføjer dit liv noget i 2013, hvad der har hjulpet dig til at føle dig elsket og tryg i det forgangne år, hvordan du har set mig vokse, hvad du lærte af mit i 2012 - og andre spørgsmål. Umiddelbart ligner de almindelige spørgsmål, men hold da op hvor kan man få mege-meget ud af dem, hvis man tør kradse lidt i overfladen.
Vi skulle blot fire af spørgsmålene igennem, før det begyndte at rykke. Det gør altid ondt, når forsvar skal brydes, og nogle af spørgsmålene går virkelig tæt på, hvis man skal leve op til øvelsens formål: En Imago Dialog med spejling, resumé, anerkendelse og empati.
Bogen er ikke for nybegyndere. Den er skrevet for behandlere og for mennesker, der ønsker et nuanceret syn på sig selv og deres parforhold, er bevidste om, at smerte kan føre til lindring og udvikling, hvis man arbejder godt og intensivt med det og accepterer, at bag lykke og tilfredsstillelse ligger der lidelse og afsavn. Og man skal kunne se stort på, at ens forhold ikke er perfekt, men at der arbejdes på det. Og at det uperfekte er en del af en proces og et forholds tilblivelse - nøjagtigt som bogen her, der også indeholder umiddelbart modstridende og nuancerede statements. F.eks. mener forfatteren på side 265 under afsnittet om troskab/utroskab, at "den, der mest åbenlyst har svigtet, kommer ofte hurtigst over affæren", mens hun et par sider længere henne mener, at "den, der har været utro kan faktisk stå i en tilnærmelsesvis større krise end den forsmåede". Her skal man dog sætte ordene i dens kontekst, for der er altid en forklaring på, hvorfor ting synes modstridende. Nøjagtigt ligesom reaktioner i parfohold. Vi kender alle den der med, at: "Jamen, det sagde du jo igår. Nu mener du noget helt andet. Hvad går der af dig". Blot et spørgsmål om bevægelighed i parforholdet. Det kan denne bog være med til at sætte fokus på.


Den indeholder mange cases, korte cases så man aldrig bliver træt af dem, om diverse parforhold i kriser med afsæt i forskellige situationer. Kedsomhed, stress, mangel på tiltrækning, hemmelige elskere, aftalte elskere, altsammen til at få inspiration af, hvordan andre lever deres forhold. Der er gjort rigtig meget ud af troskab og seksualitet i parforholdet, dygtig gjort, for det er jo ofte det, der virkelig trækker tænder ud, når jalousien racer, og blodrusen raser.  Man kan undre sig lidt over, at Gitte Sander gør så meget ud af, at man skal forstå utroskaben og lære noget af den. Og ikke ser ret meget til den maskuline måde at ordne tingene på: Ud af vagten. Desuden mener hun heller ikke, at man skal gå i detaljer om utroskaben og er måske lidt for postulerende udi, hvad der virker her: Tja, for nogle er det jo en lindring af smerten at ville vide alt for at kunne forholde sig til smerten. Og måske føle yderligere lyst og ophidselse herved. For andre er det måske rigtig nok, at hvad man ikke ved, har man ikke ondt af.
Bogen sætter ord på mange af de tidligere oplevelser i livet, der gør, at vi oplever situationer mneget forskelligt, og hvordan vi dermed hører med forskellige ører. F.eks. læser vi om et par, hvor Mette får lyst til at føle sig begæret af to mænd. Det taler fra ét sted i hende: Behovet for opmærksomhed og kærtegn. Men hendes partner lytter med andre høreapparater: Han finder det frækt, men bliver også jaloux. Det kommer fra en præstationsorienteret del af ham. Og i casen bliver Gitte Sander ved med at skrabe uendelige løg af tanker og følelser, så man til sidst næsten ikke kan genkende sig selv. Klart nok for vi udvikles og påvirkes konstant. Nuancer og udvikling går således hånd i hånd gennem teksten i denne dejlige bog, der indeholder ufattelig meget mere, end denne anmeldelse har dækning for. Derfor er vores bedste råd, hvis man er til udvikling i parforholdet og ikke er bange for at tingene kommer til at gøre lidt nas: Læs den!!!
Den lægger op til samtaler, dybe, dybe samtaler, i et forhold og i livet generelt. Og som sidegevinst: får man først sat fokus på de nuancer, der mangler i et parforhold, så er man langt bedre rustet til også at kunne rumme andre og relatere empatisk til de omgivelser, der måske hidtil har gået en lidt på.