Hjemad - men ikke hjem af Bergit Forchhammer

Bergit Forchhammer
Hjemad - men ikke hjem
154 sider
Sieasta

For nu at sige det lidt populært, så har der godt nok været gang i damen, og hun formår at få os med, så vi bliver forpustede. Man kunne godt foranlediges til at tro, at her er tale om en roman, men det er det ingenlunde. Det er en dygtig skrevet erindringsbog om Bergits liv, fra en afsked som seks-årig med England i 1945, som medlem af US Army, til en tid i Tyskland, hvor hun genfandt sin familie, der havde overlevet holocoast og til Schweiz og Italien og et hav af andre steder, hvor opleveren, eventyreren og erindreren har levet et liv, som vi andre skal have tre til at leve.
Man blegner lidt af ydmyghed over alle de ting, man faktisk KAN opleve, og det er læren ved denne bog. Naturligvis giver det et plus, at Bergit har krigen og efterkrigstiden så langt oppe under huden, som tilfældet er, men det er i og af ekstreme situationer, man kan lære noget. Og det er som om, at man får et gevaldigt skub fremad mod nye oplevelser, mens man stille og roligt pløjer sig igennem alle de ting, Bergit har oplevet. Fra en afsked 11. august 1939 på Banegården i Frankfurt, hvor hun og forældrene troede, at de snart skulle se hinanden igen, og til synet af tankstationen, hvor Italiens diktator år senere var hængt op i benene.
Følelser må der have været mange af i Bergits liv, men det bliver aldrig teatralsk eller tårevædet at læse denne fine erindringsbog. Mere et eftertænksomt nik og en anerkendelse af, at man faktisk både kan bære sin byrde, sin fortid og sin fremtid med et stort smil og en ægte fortælleglæde.
Samtidig er Bergit et fint vidne til, hvorledes efterkrigstidens Europa så ud og artede sig - såvel ifølge hendes hukommelse som breve fra dengang. Bogen er en absolut godbid for historisk interesserede eller bare hvis man ønsker at vide, fordan forholdene var for et halvt århundredes tid siden