Hvad venter du egentlig på? af Sofia Manning

Sofia Manning
Hvad venter du egentlig på?
203 sider
Pretty Ink

Der er mange veje til Rom. Og vejen til handling og øget styrke og selvværd går i denne bog forbi frygten, som vi skal blive gode venner med, før vi kan nå ud af de veje i vort liv, vi drømmer om. Det rigtigt flotte ved Sofia Mannings selvhjælps-bog er dog alle de spørgsmål og statements, som dukker op i løbet af bogen: Lyt til din indre stemme, frygt er tegn til handling, ryd op, alle disse undskyldninger, at give og modtage, at være en gave i verden, tomrummet giver plads til dig, om mellemtilfredshed, forskellen på smerte og lidelse, hvad vil det give dig, hvad skal du holde op med, risikoen ved at vise dit sande jeg, smid en bombe - og mange, mange flere.  
Standser man op og reflekterer over hver overskrift og hvert nyt statement, og gør man det af hjertet, så får man nærmest en hel lille rejse ud af hvert spørgsmål. Og så er det, det begynder at rykke. De fleste af disse rammer nemlig plet og får en, hvis man ønsker det, til at bevæge sig med nok lidt mere tempo, end hvis vi blot læste prosa, som der er iøvrigt er lidt rigeligt af i bogen.
Meget af det har vi hørt før, og som landet ligger, skal der overordentlig rusken i de flestes liv til at bevæge sig udover kanten, hvor det for alvor rykker. For vi elsker jo som bekendt personlig udvikling, samtidig med at rigtig mange af os hader forandring . . .
Det hænger jo ikke sammen. Men Sofia Manning formår at komme med inputs og opløftende budskaber, som vi kan bruge i hverdagen til at tænke over, om den måde, vi lever på, er den rigtige, hvorfor vi ikke kommer ud af flækken, når det nu er det, vi ønsker, og hvorfor længslen nogle gange forbliver lyspunktet i vore dagdrømme, der hvis vi ikke passer på, kan resultere i bitterhed og impotens.
Som Sofia skriver på forskellige måder i bogen, så når man kun nogle vegne, hvis man prøver øvelserne af og ikke bare står til og nikker på sidelinjen. Og en øvelse kan jo være at starte med at beslutte, at det vil man. Så er den første forhindring ryddet af vejen, og så er man begyndt at gøre op med sin frygt - og gøre nye ting og gøre dem anderledes.