Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

PDF Udskriv Email

Intet at Fortryde af Trude Marstein

Sådan er det bare
- intet at fortryde
 

Trude Marstein
Intet at Fortryde
378 sider
Tiderne Skifter

 

 

Traude Marsteins bog kandiderer efter vores mening til titlen om at være årets parforholdsroman. Det gør den, fordi den rækker udover, hvad man kan forvente af en roman om et gennemtærsket emne, kærlighed, og beskæftiger sig med livet, og hvad der ligger gemt i de kamre, vi alle har og ofte selv hver især beskæftiger os med. Men som vi synes må være så fjernt fra virkeligheden, at vi som små, sære individer gemmer tankerne og følelserne væk og sjældent lukker ud, hvad vi egentlig har på hjerte.
Denne bog legaliserer så, hvad vi går og roder med.
Den synlige handling er ægtemanden i sommerhuset med børnene og konen efterladt med elskeren.
Dramaet er begyndt.
Kigger vi blot et enkelt spadestik dybt, snakker vi liv, død, samfund og stagnation.
Bogen beskæftiger sig så ekstremt meget med sex, at man føler sig hjertelig velkommen og befriet for mistænkeliggørelse. Andre har det, som vi har det. Tænker på det hele tiden, gør det hele tiden. Men bogen beskriver de hede scener på en ophøjet og fnatfri måde, som er livsbekræftende og samtidig sårbart og længselsfyldt, for hvem kan få opfyldt sit sande sex- og kærlighedsbehov, når tankerne om fremtiden, fortiden, manden derhjemme, elskeren imorgen, spermen, blander sig med rygning, blindtarmsar, æg, bacon, skraldespand, savnet af sorgen, røsti-kartofler og alt det dagligdags, som er fragmenter i mange af vore hoveder, mens vi elsker, og som blokerer os for den ægte varme, den store kærlighed.
Bogens tema er liderlighed kontra trofasthed, lidenskab over konformitet.
Det er en af de romaner, man kan blive ved og ved med at læse, og som man irritereres over stopper, og når den gør det, venter man på fortsættelsen.
Det er en bog, der i romanform lærer mænd en hel del om, hvad kvinder tænder på, og hvad de i særdeleshed ikke tænder på. På bogens side 271 spiller en hotelpianist sødsuppen over dem alle, Für Elise, som hovedpersonen i dens form ikke kan snuppe, fordi den minder hende om barndommens sødsuppe og ubevidst om dagligdagens sødsuppe eksemplificeret i familien og de undertoner af træls forventning, den sætter til et menneske, der vil højere, dybe længere med livet, men som i sin mangel på udtryksfuldhed ikke formår at skabe den tilværelse, hun kan finde sine ben i.

Der er masser af gode eksempler på, hvad der er begyndelsen til parforholdets forlis - og tankerne undervejs - bl.a. argumenternes langsommelige livsknusere. Overføres det på livet, handler det vel om at tage ansvar her på Planeten Jorden og blive et levende menneske, som er sansende og kender til betydningen af at lade hjertet leve.
Sprogligt er her tale om en ganske unik og meget spændende kryds-klip-stil mellem de forskelllige hovedpersoner, der alle bliver til fortællere med hver deres tankesæt, som er fyldt med alt andet, end det, der lige burde være fokus på - nøjagtigt som vi nu har det med ekstreme emner: Ofte er der blokeringer mellem knudepunkterne. Blokeringer mellem ønsker, længsler og evner til at udtrykke og udleve.

Hvad mere kan man ønske sig af en roman.
Den giver os ikke svaret. Men den anskueliggør, hvor svært det kan være at leve i et parforhold, jo tak, og mest af alt legaliserer den, at tankerne, mens livsforsøget afprøves, kan være en stor rodebutik mellem sex, kærlighed og drømmen om nærheden med den dybeste relation af alle: Sig selv.

En enestående roman, meget velfunderet og helt ned i den detalje, man næsten tror, det er umuligt at beskrive.