Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

PDF Udskriv Email

Jim Morrison af Jerry Hopkins

Bog om Jim Morrison som stor
begavelse bag bulder og brag

 

Jerry Hopkins
Jim Morrison
285 sider
Forlaget Klim

 

Nærværende bog er et flot dukument på, hvorledes den tidligere forsanger i The Doors var en strålende begavelse og intellektuel debattør, som brugte sine evner på at forsøge at åbne døre for sig selv og sin generation. Vi har gennem årene hørt talrige historier om de vilde eskapader omkring Jim, og hvad han kunne finde på -; bogen her har ikke ret meget at lade stå tilbage. Vi får en enorm bunke historier, nærmest på en snor, om hvor vild Jim var, og hvad han formåede af udskejelser og sit forbrug af women, words, wine og partys i mere end almindelig forstand. Der er nogle til smilebåndet, der er nogen til den stille undren over, at et system i halvfjerdserne ikke var mere rundhåndet og humoristisk anlagt over at lade de unge rebeller komme til -; på den anden side, havde det været for let dengang, så havde verden næppe ændret sig så meget. . .
Det smukkeste og mest indsigtsfyldte ved bogen her er dog de interviews med Jim, som bogens sidste del er fyldt op med. Her kommer vi tæt på et menneske, der med en intelligenskvotient på 146 ved, hvad han vil, hvad han kommer af, hvorledes han forsøger at manøvrere sig gennem tilværelsen, og som hudfletter og analyserer omgivelsernes og ikke mindst myndighedernes måde at tackle ham på. Deres omgåelse af det, som, i hvert fald ifølge Jim, er et led i den kunstneriske og kreative kunstners ret; nemlig at udtrykke sig gennem ytringsfriheden. Det kunne datidens mýndigheder ikke se det morsomme i, og Jim skulle gennem restssager og anklager og slide sig selv op i forsøget på at bevare sin integritet, før han i 1971 - som det hedder i bogen - endelig nåede over på den anden side af bagvejen i et parisisk badekar.

På side 104 i bogen udtales det i 1970, at Jim Morrison vil blive halvfjerdsernes James Dean. Jim Aubry, en tidligere CBS-producer, udtalte ordene i en sammenhæng om film og havde næppe forestillet sig, at ordene i den grad skulle blive profetiske. Dødsfaldet året efter vakte dengang så megen furore og har været genstand for så megen mystik og debat og konspirationsanskuelser, at man næsten keder sig lidt over alle de muligheder, der er. Det er da også lige før, man gaber lidt selv i bogen her, når man bliver præsenteret for den endeløse række af muligheder, der var for Jims død. En kendsgerning er, at han døde, og måske tog han en overdosis, måske blev han myrdet, ingen ved det. Uomtvivsteligt er det dog, at vi i hvert fald med bogen her og de meget fine interviews med Jim, som sætter mandens intellekt i et noget højere lys end rå historier om groupies og tisserier i offentlighed, der også var en del af sandheden. Iscenesættelse? Måske. Imagepleje - måske.
Sandheden er, at Jim Morrision havde rigeligt at protestere imod, hvis det var det, han ønskede. Hans far var flådeadmiral og billigede absolut ikke sønnens musikalske talenter. Hvilket er slemt nok, idet noget sådant altid kan føres tilbage til andre punkter, hvorpå man tidligere i sin opvækst må have følt sig forrådt. Såfremt Jim har taget sin fars uniform som udtryk for uniformeringen og ensretningen i samfundet, så er det til at forstå, at vi havde at gøre med en vild ung mand, der skulle have afløb for sine aggressioner samtidig med, at han tydeligvis nok havde arvet sin families åbenlyse intelligent og også skulle bruge den. Hvad gør man så?
James Douglas Morrison kommer en del ind på modsætningerne, og hvad de har gjort ved ham, i sine udtalelser om, at han altid har følt sig tiltrukket af de idéer, der gør oprør mod autoriteterne og når, at man slutter fred med dem, så bliver man selv en autoritet. Oprør, uorden, kaos og ting der ikke har nogen mening. Det forekommer mig at være vejen mod frihed, ydre frihed, der giver indre frihed. Det tiltrækker Jim. Kan det siges tydeligere? Er det det, vi alle længes imod. Den indre frihed?
Det er ikke sikkert, for vejen mod frihed er belagt med omkostninger, og når man så er der, har det også sin pris. Alt det ved Jim godt, og det anskueliggør han i portrætteringen af ham og i interviewene, som også cementerer, at mange af Doors´ koncerter var udtryk for et sted for folk at sværme hen som protest mod overbefollkningen.
Jim er meget dyb og nærværende i interviewene, som vi ikke kan få for mange af, idet vi stadig er nysgerrige efter at vide, hvad der gjorde manden så enestående berømt og blev et symbol på en mindst en kvart vestlig verdens frihedselskende unge.
Vi får rigtig mange af svarene i bogen om en sanger, der levede stærkt - og døde mens hans aldrig gad overveje at blive voksen.
Det var øjensynligt både for tåbeligt og for konformt.