Kald mig Rosa Parks af Åsa Lantz

Åsa Lantz
Kald mig Rosa Parks
619 sider
Modtryk

1. del af trilogiien her er der spænding, så det klodser, ok personbeskrivelser og et godt plot eller tre, der hiver en igennem denne meget tykke og læseværdige roman.

Som 14-årig bliver Yi sendt fra Kina til Sverige, hvor hun er lovet uddannelse, men i stedet bliver hun udsat for grusomheder som voldtægt og skamfering. Lidt mere end dobbelt så gammel indspiller hun så en dokumentarfilm, som skulle afsløre, hvad hun har været udsat for - og ikke mindst hvem der står bag. Det betyder, at Yi efter et mystisk dødsfald bliver nødt til at gå under jorden. Så er det altså, at hævnens time er nær og forhåbentlig sød. Og det er det, som romanen meget kort fortalt handler om. Hævnen ovenpå ungdommens ydmygelser.

På trods af det store persongalleri og de mange sider at holde styr på føler man sig godt grebet af en medrivende pen og et frejdigt og håbefuldt syn, der i sig selv kan synes at give oprejsning til Yi, som har adgang til at afdække og afsløre ting fra magteliten, som bliver farligt for hende selv. Persongalleriet bliver aldrig for stramt, og det er en fordel for læseren, der blive rudfordret på fantasien og aldrig vil se bogens personer som ensformige eller stereotype men derimod vil kunne digte, om ønsket, egne erfaringer og personer, ind i handlingen.

Åsa Lantz har et budskab, og man vil altid kunne diskutere, om det retfærdiggør mere end 600 sider. Vi synes, at det gør, idet emnet er så stort og omfangsrigt, at det lejlighedsvis er nødvendigt med sider, der fylder, for at gøre opmærksom på, at ikke alt i et samfund er, som det tager sig ud.