Lars Flemming
Herude ellers intet at bemærke
111 sider
Mellemgaard

Det er modigt i mange en forstand, at Lars Flemming beskriver Udkantsdanmark i en stribe noveller. Det er en udfordring og opfordring til for mange danskere overhovedet at forholde sig til Udkantsdanmark samtidig med, at det kræver en hårfin balance som forfatter at tillade sig at gå ind i nærområderne og beskrive dem. Fordomme ligger på lur, rynkerne på næsen kan næsten dække for udsynet.
Men det er lykkedes formidabelt.
Med en fin syntaks og et meget nuanceret ordvalg kommer forfatteren under huden på det nære, som er så enkelt og og subtilt, nøjagtigt som der er langt ind i sindet til det enkle og nære -, men hvor er det dog givende, og hvor er det dog stille, befriende og enkelt, når man først er der.
Først skal man igennem nogle lag med farer og blokeringer, og når man så først når ind til det ægte og autentiske, så er der så rart som ingen andre steder i universet.

Ikke en bil passerede dem ude på vejen ved siden af, og ikke et andet menneske så hun rundt omkring. Hun var alene, og kontakt med omverdenen var ikkeeksisterende. Men der måtte handles her og nu, før det var for sent. Hun daskede manden på kinderne og talte højt ind i hans øre, men uden reaktion, så hun så ingen anden udvej end at løbe op til det nærmeste hus og ringe derfra.

Siger det ikke alt. Dramaerne kan vælte ned over en, men når man befinder sig i Udkantsdanmark, bogstaveligt og inde i sig selv, så er det som om, der er en ophøjet ro. Vi aner dem mellem linjerne og ser det på linjerne. Den slags er Lars Flemming formidabel til.
Alle burde efter gennemlæsning af bogens noveller tage til Udkantsdanmark og få sig lige så lækker en på opleveren, som forfatteren er i stand til at formidle.
Rigtig godt håndværk. Rigtig god evne til at iagttage. Rigtig god forfatter.