Tove Ditlevsen
Jeg ville være enke jeg ville være digter
189 sider
Gyldendal

Tove Ditlevsen arbejdede sig ind i folks hjerter ved sin måde at skrive på. Hendes produktion var hjerteskærende og afspejlede for en meget stor del hendes eget liv. Med et absolut inderligt menneskesyn, en blændende iagttagelsesevne  og udstyret med en skarp pen bemægtiger hun sig talerstolen, uanset hvor hun viser sig på den nysgerrige læsers nethinde. Der er bud til alle, høj som lav, rig som fattig, og er der noget, Tove kunne - og stadig kan så mange år efter -, så er det at spidde læseren op i en krog og fortælle hende og ham, at har man et problem - og dybest set har alle de samme -, så er det ens forbandede pligt at gøre noget ved dem. Om evnerne så slår til, det er så et andet issue.

I det fantastiske  klumme om Prinsesse Klare, skrevet et par uger efter hendes selvmordsforsøg, bliver man ladt åndeløs tilbage over, at forfatteren kan skrive så smukt, dirrende nærværende og stort om livet - og alligevel det, der ikke er mere. Anmelderne havde dengang utvivlsomt travlt med at finde, hvad der svarede til et opgør mod livet. Teksten står immervæk selv så mange år efter ekstremt stærkt på nethinden, og med bogen i hånden får man simpelthen mere og mere respekt for en kvinde, der på tryk uovertruffent og humoristisk overfor f.eks. en Johannes Møllehave i et åbent brev kan italesætte et godt forsvar for livet - og fravalget af det.

Alt dette, ægteskabet med Victor Andreassen, hendes berømt kontaktannonce herefter, hendes formidable læserbrevkasse og meget, meget mere, kloge ord, guld fra en erfaren dame er smurt ud over disse herlige sider, så vi aldrig har lyst til at slippe Tove Ditlivsen.