Vejarkitektur og ingeniørkunst Udskriv

 
 
 
Ulla Egebjerg
Vejarkitektur og ingeniørkunst
196 sider
Aalborg Universitetsforlag
 
Normalt drøner vi bare hen over det danske vejnet. Nogle gange med fremtiden for øje, det møde vi skal have, dem vi skal besøge, grublerier om vi nu også når frem i tide på motorvejen, der burde have været 6-sporet. . . - hver vej forstås!!!
Læser man denne bog, kommer vi fremover til vejs ende, om vi så må sige, med en helt anderledes respekt og glæde over at passere motorvejsnettet.
Aldrig før har vi læst så intens en beskrivelse af det danske motorvejsnet med optegnelser over fremgangsmåde, broer, faunapassager, beplantningen, dyrenes levevilkår, gennemdesignede støjskærme, koniske skivevægge, dobbeltsidede Milewide og et lysthav af andre vilde fagudtryk, der sandsynligvis er barnemad for trafikplanlæggerne, men som på en fortrinlig og legende let måde tilfører læseren en viden, vedkommende ikke havde før.
Brugbar viden til small talk i ethvert selskab, der alle har holdninger til Danmarks veje, og vigtig viden i transporten fra landsdel til landsdel.
Der er suppleret med mange flotte billeder, registre over de mest anvendte fagudtryk, kurver, kort, diagrammer og tværsnit over Danmarks veje og broer.
Ganske imponerende. Vi kommer på rejse gennem landet på en helt anden måde, end vi plejer.
Masser af luftfotografier i farver, tværsnit af byer og flotte beskrivelser af, hvorledes man arkitektonisk har fået det hele til at passe ind i landskaberne.
Vi får også glimt af, hvorledes det har været nødvendigt at anlægge motorveje tæt på gårde, så tæt at ekspropriation har syntes uundgåeligt, og vi er endda med på tegnebrættet for den nye Storstrømsbro, der skal stå færdig i 2021 for at erstatte den legendariske nuværende bro, der blev indviet i 1937.
Imponerende arbejde med de broer. Imponerende arbejde med denne bog.