Den lille kaospilot Udskriv

 

 

 

Helle Kjærgaard
Den lille kaospilot
181 sider
Frydenlund

 

 

En rigtig dejlig bog og dybest set om op- og inddragelse af alle børn.
Den hedder godt nok Den lille kaospilot. Og i erkendelse af, at alle børn, når de kommer, i dem selv og deres omgivelser ved deres blotte tilstedeværelse tilvejebringer adskillige mængder kaos, så må man sige, at bogen rammer plet med sin titel.
Udgangspunktet er, at voksnes krav og forventninger bliver til et stort virvar og kaos af følelser, som barnet så skal redde sig ud af, som det hedder, og forsøge at lave et liv ud af.
Vi har læst bogen med de briller, at vi alle også som voksne bliver mødt med krav og forventninger. Og at når vi lærer at tæmme os selv og hvile i os selv og skabe ro, tryghed og faste rammer omkring os selv og efterlever det, så vi kan håndtere disse krav og forventninger, så skal vores børn nok efterleve og efterligne det uden at blive synderligt stressede.
F.eks. serverer bogen ganske enkle redskaber som at lære barnet at rydde op og strukturere ting på en synlig og overskuelig måde. En række råd kulminerer i billeder og skrift på skuffer og skabe, så barnet altid kan finde tingene.
Bogen er lidt for generaliserende i forhold til, hvad f.eks. 3- og 5-årige kan og skal og burde. F.eks. som at 3-årige er dygtige til at lære sproget, og at man som 5-årige er godt på vej til at kunne forstå abstraktioner. Sådan er det i mange tilfælde, men på redaktionen her har vi bestemt kendskab til børn, der var dømt ude i disse aldre i netop sprog og abstraktioner og siden har klaret sig overordentligt godt også i offentligheden.
Når det er sagt, er bogen fyldt med gode råd, som vi et sted godt kender til og burde tage som en selvfølge i et godt levet liv. Men som mange af os har så uendelig svært ved at praktisere i en forjaget og travl hverdag, og derfor er det godt at have en bog som denne til at repetere:

* Barnet skal øves i, hvor det skærmer sig mod de mange sanseindtryk.
* Lyst og mod på kropslig udfordring opstår lettest, når andre børn bevæger sig.
* Hvis noget går skævt i kommunikatioen, prøver man at gøre noget aktivt for at rette op på tingene., f.eks. ved    at holde en lille pause, gentage et ord eller smile. 
* Mange lidelse eller adfærdsproblemer kan præge barnet i perioder af dets barndom for derefter i andre                perioder at være uden betydning.
* Stressede eller blot overtravle voksne har svært ved at komme ned i tempo, og deres samvær med børn kan      blive lige så hektisk som arbejdslivet.
* Børn er kritiske spisere. De vil gerne kunne se, hvad de putter i munden.
* Børns sociale behov er meget forskellige.

En bog med virkelig kvalitet og substans i og som henvender sig til både forældre, behandlere og pædagoger, som i et smukt samspil og med lige dele tilgange kan bruge bogen som redskab til at fremme børns indlæring, oplevelse, bevægelse, sansning og udvikling i livet.