Nogle gange falder der en bog ned i ens turban, som man må læse igen og igen. Ikke et stort digert værk, men en lille handy, den-lille-prins-type bog, der siger så meget om mennesker, og som man kan referere til i sig selv, og som bærer en hen et sted i tilværelsens lys, hvor der er rart at være.
Det her er en af de bøger. 
Man bliver rolig, meditativ, og man opdager, at ting - som bogen her - ikke behøver gøres store, tætte, tykke og bruges mange, mange ord, for at få et helt og fyldigt perspektiv på livet.
Mindre kan gøre det.
Hårdt slid og tæsk er en del af hovedpersonen Andreas Eggers opvækst.
Han påtager sig diverse forefaldende arbejde, hårdt og slidsomt, og han mister sin store kærlighed som ung.
Han bliver også guide for turister i tiden efter Anden Verdenskrig, hvor han selv måtte i krigsfangenskab i Rusland, og som årene går, ja så bliver han vidne til forandringen i verden med alle dens nye teknologier og muligheder.
Bogen er formidabelt skrevet og bibringer sine læser ro og dvælen og signalerer en hyldest til, at nu går tingene altså, som de gør, ikke klage og ikke jage, bare en stille iagttagelse af tiden og skæbnen; det er jo, som det må være.
Alle forventninger og krav til livet bliver gjort til skamme. Det er en side, vi som læsere alle kan lære noget af og taget til os.