At man oftest skal have haft en menneskealder bag sig, have haft de rigtige kontakter gennem livet og have mulighed for at udvikle sig som forfatter gennem bare det at opleve. Det er ganske synd. Og kunne man det, så ville Stinus Olsen med garanti være en af kandidaterne til de store priser.
Hans nye bog er en lækkerbidsken for alle os, der elsker at reflektere over livet og fordybe os i litteratur, der piller glansen af vort eget liv og præstationer og erstatter dem med langtidsholdbare realiteter.
Skelettet i romanen er ganske enkelt og hørt før: En fyr omkring de 40, der forsøger at holde fast i sig selv og kæmper med sit forhold og sine ideer og et eller andet sted også sine indre dæmoner.
Dem har vi alle; det har hovedpersonen Pierre også, selv om han ikke er helt klar over det, og at han i hvert fald har svært ved at ville kendes ved dem.
Som læser finder vi gennem handlingen dog ud af, at han er sin egen fjende, og at han styrer mod nederlaget på mange kanter af livet.
Han spiller tennis og skal kun vinde en finale i Hellerup, så er hans lykke gjort, mener han, for så kan han redde Iben og det halve kongerige.
Skelettet og handlingen er for os at se mindre vigtig; det hele handler om et menneske, som i tide ikke helt indser, at livet er tilfældigt for de mange og kun totalt tilfredsstillende for de få.
Romanen er yderst fængslende, og Stinus formår at skabe dampende miljøbeskrivelser og farverige situationsbilleder, så vil forstår dem på flere planer. Vi vil gå så vidt, så vi tror, at Stinus ikke bevidst har lagt al den nærværende symbolik og metaforiske billedesprog ind i Voksenværk. Det er bare noget, der er sket, noget der kommer ud af forfatteren.
En flot debut der samtidig annonceres som den første af en trilogi om skæve eksistenser i København.
Forfatterens dialoger er meget præcise og understøttes altid af en efterfølgende symbolik, hvor vi som læser kan høre og mærke ydmygelsen, nederlaget, den menneskelige forkastelse lure:
F.eks:
"Bare han var ligt mere zen og gik til yoga eller tai chi".

Hvem er ikke som mand blevet udsat for at overhøre noget lignende mellem veninder, og hvor gør det bare nas, og hvor gør det bare godt at læse sådan noget her i Stinus´ bog.
For sætningen er nedern og vise bare, at sådan noget skal man ikke bare overhøre, man skal væk fra det, og man skal væk fra i det hele taget at overhøre dask fra andre og dask fra livet, såvidt ovehovedet muligt.
Og en til fra samme skuffe:
"Hvor er du primitiv, Pierre, fik du virkelig ikke andet ud af de terapitimer"

En sviner af de store. 
Grund nok til ikke at skulle finde sig i mere. Grund nok til at vende om på tallerkenen og kysse et tilrettelagt liv farvel og ud i mørket for at finde lyset.
Hvor er det godt, vi har en forfatter der bare kan sætte spotte på urimelighederne i f.eks. et parforhold, hvor to veninder vender sig mod en, og samtidig lade os vide, bevidst og ubevidst, at finder vi os i for meget,ja så er kursen mod afgrunden afstukket. Næsten umuligt at kommer tilbage.
Det er virkelig klasse det her. 
Udfordringerne med parforholdet er blot en del af det, der holder Pierre fast i det, han længes efter at løserive sig fra.
Læs selv resten.
Du fortryder ikke.

Hold da fest for en bog.
Hvornår kommer den næste i rækken?