Jeg har lyst til at vende tilbage til alting Udskriv

Bog, indbundet Jeg har lyst til at vende tilbage til alting af Andreas Fugl Thøgersen
 
 
 
Andreas Fugl Thøgersen
Jeg har lyst til at vende tilbage til alting
238 sider
Gyldendal
 
En dejlig bog. 
God fordi den får en til at tænke kritisk. At man ikke altid skal lade sig rive med af parnassets forsøg på forargelse.
Det nummer, cykelrytterne i kunstens navn nu laver med doping, er det så meget værre, end når Ernest Hemmingway drikker sig fra sans og samling for at få inspiration til den næste bog. Eller når en kunstner som Billie Holiday undervejs i sin karriere bliver mere og mest kendt for sit store misbrug. Men alligevel kan levere.
God er den fordi den for alvor sætter spot på livet og alderdommen og de gener i bevægelse og fysik der følger med. At man bare ikke gider stå op visse morgener,at man absolut har svært ved at komme ned og sætte skoene på foden. I detaljer beskriver Jørgen besværet ved det fysiske. Angsten for at falde, bevægelserne i slow motion.
Smuk er bogen også, fordi den indrammer den enorme skyldfølelse, man  i en høj alder kan slæbe rundt på som pris for et levet liv: At Jørgen i dette tilfælde så godt, han formår, søger at brødføde en kæreste, der gang på gang snyder ham. Og hvor hans børn må træde til for at forsøge at redde farmands kastanjer ud af denne glohede ild.
Smukt er disse portrætter.
Smuk er bogen næsten hele vejen igennem.
Digtene kunne vi godt have undværet. De er meningsløse. Mangler sammenhæng og kontekst i bogens øvrige cyklus. Men resten - det er guf.
Det er virkelig lykkedes Andreas Fugl Thøgersen at formidle Jørgen Leth, sikkert som han er, men i hvert fald dér, hvor vi helst vil have ham.
Et menneske der sanser og smager og tygger drøv på sine oplevelser. Og lever intenst i det små. Lader tingene komme til ham, som vi oplever ham fortælle, at han lader kvinderne komme til sig. Han sætter sig i en stol, og så kommer de bare.
Det er muligt, det er helt rigtigt. Det er muligt, det er at have taget munden for fuld. Den del af sandheden må Jørgen selv deale med. Jørgen har notorisk haft mange kvinder i sit liv. Og stopper vi op og lader kvindeportrættet symbolisere skønhed, poesien og glæden ved at lave. Så handler det om at sætte sig i en stol og lade livet komme til en. At lade skønheden blomstre op omkring en. At se skønheden og formatet i det, der nu er, i stedet for at jagte det, der bliver for besværligt at jagte, eller det, man slet ikke har brug for, for man har brug for noget helt andet: Universets tildeling af de nådegaver der bliver sat lige foran en.
Bogen giver også liv og værdsætter drillerier og mænds leg med hinanden, som når Jørgen Leth beskriver, hvordan han gennem sit tennisspil her i sit livs 3. halvleg bryder alle regler om points men blot finder tilfredsstillelse i at spille og overrumple sin træner. Som da han gang på gang for årtier tilbage også på tennisbanen overlistede legekammeraten udi det litterære, Klaus Rifbjerg, der blev tosset og råbte og skreg, når han blev spillets sorteper.
Det er jo rart at se, at også den kulturelle højborg har infantiliteten i behold. . . . 
Og hvor er det smukt, at Jørgen Leth på helt naturlig vis beretter det, de fleste af os skal igennem, at ledene er stive, at balancen ikke er, hvad den har været, at angsten for at falde fylder kolossalt, at kroppen ganske langsomt forfalder.
Men så er der alligevel lys i mørket. Som nu f.eks. hans tennis. Den mestrer han på sin måde. Kan fange boldene og holde dem kørende, næsten længere end hans egen forbavselse kan honorere.
På en eller anden måde kan vi ikke få nok af Jørgen Leth ved at læse denne bog. Vi bliver ansporet til at ville noget mere. Det handler naturligvis her ikke kun om Jørgen Leth. Men om det liv, han formidler, de metaforer han trækker, den symbolik han drager for os og de streger i sandet, han tegner, så vi kan stå lidt mere ved os selv og vores egen knagen i ryggen, stivhed om morgene, lus på gangen, hvad vi gider og ikke gider, hvad vi gerne ville være foruden, hvad vi synes, ja bestemt synes, og hvad ved man mere. Det skulle lige være nogle venskaber, vi andre skrottede undervejs, fordi vi mente at vi var voksetfra vennerne; de havde valgt en anden retning i livet, og det var det venskab.
Ikke Jørgen Leth.
Vi kan forskellige steder læse om Jørgens turbulente ægteskaber og forholdet til kærligheden.
Mens venskabet til ungdomsvennen Thor Nielsen har varet ved livet igennem, selv om den ene gik rederivejen, og den anden blev kunstner.
Kan vi andre lære noget her? At når man bevarer nysgerrigheden over for hinandens måder at være på, så består loyalitet og fællesskab, selv om alt andetflytter sig.
Således lærer vi, at forskelligheden ikke nødvendigvis skal tvinge folk fra hinanden, selv om man vil noget andet end den anden.
Andreas Fugl Thøgersen lader i den grad Jørgen Leth smage på ordene, smage på livet dengang, bogen er nemlig også fyldt med tilbageblik, og forfatteren lader i lige så høj grad læseren sanse Jørgen Leths ord og oplevelser og er rigtig godt til at formidle den selvaccept, som Jørgen Leth giver sig selv, og som vi kan suge til os og bruge i vore egne liv og handlinger.
På bundlinjen. En portrætbog ud over det sædvanlige.