Der er noget dejligt befriende over denne bog. Man kommer i kontakt med de mindre pæne sider af sig selv. Sider der tilhører den menneskelige natur, som mange af hos ikke såååå gerne ser åbenbaret for dagens lys og ofte helst ikke ser offentliggjort.
Eventyrer, lystløgner, drukkenbolt, høj alder, storforbruger af kvinder.
Drakenberg fortæller lystigt om et langt liv som sømand, soldat, slave, enkemand, dårligt seende, bosiddende i Århus. Og hvor er det herligt for en gammel århusianer, hvad denne anmelder er, at gå rundt i de gamle gader og på en eller anden måde mindes de stræder og steder, den efter eget udsagn ufatteligt gamle mand gik rundt i, og som stadig er velkendte idag.
Ingen har nogensinde været i stand til at verificere det endegyldige bevis på den gamle mands fødselsdato, ligesom det aldrig er lykkedes under restaureringer i Århus Domkirke at finde rester af knogler eller kiste, selv om han skulle være begravet fra kirken her.
Måskle Drakenberg simpelthen bare er en myte, en skrøne, en model som vi alle sammen har brug for.
Og hvor er det modigt af forfatteren at grave i eventyret, og beskæftige sig med overleveringen og iscenesætte Århus´ gader og stræder på den tid, hvor Drakenberg levede, og hvor han fortæller sine egne historier med egen mund.
Skrøne eller ej. Livet begynder, hvor eventyret slutter, og så må vi forresten selv om resten. Noget i den stil ville Drakenberg nok på sit helt eget sprog fortælle og muligvis som i bogen tilssat en uendelig lang række af bramfrie formuleringer, eder og forbandelser.