Sluk lyset, pånær læselyset, tag et par dybe indåndinger, læs de første sider, og så er du godt igang til at inhalere en af efterårets gysere. Ikke en gyser i traditionel forstand, men en spændingsroman der er så styg og storslem, fordi tingene kunne foregå lige om ørerne på dig, uden at du opdager det, at det vil   gyse i dig fra nu af og til juleaften.
Handlingen:
Caroline og Francis tager imod et tilbud om at bytte bolig. Deres forhold er  i krise, og de mener, at en uges tid et andet sted vil kunne gøre noget godt for deres forhold.
De ankommer til boligen, der naturligvis er halvtom, upersonlig og uhyggelig. Og så er vi rigtig godt igang, for nu viser det sig, at nogen kender så meget til Carolines liv, at blomsterne på badeværelset og musikken på anlægget vidner om en person, der kender Caroline særdeles godt.
Bogen er skrevet i jeg-form, hvilket gør den enormt nærværende og borer sig godt ind under huden på dig samtidig med, at det giver læsningen et forholdsvis anderledes touch, og at vi på den måde får en anderledes og lidt dyb, psykologisk indsigt, mens vi ser til, at "jeg" sender billeder, sletter emails, tager koldt vand og forsøger at ryste de uhyggelige episoer af sig, mens hun gør dagligdags ting.
Ikke en bog for sarte sjæle. Så får du mareridt om natten.
Bogen er fyldt med godt observeret psykologi mellem mennesker, hvilket giver den et yderligere, autentisk præg.