Ild og frihed Udskriv

Ild og frihed

Michael Gonzalez & Annisette Koppel
Ild og frihed
480 sider
Politikens Forlag

 

 

Savage Rose. Institutionen i dansk musikliv der viser en vedholdenhed, et engagement der lever og overlever stort set alle andre, fordi budskabet har været kærlighed, nærvær, hengivenhed og den indre ild, som altid har brændt for det samme. I skiftende tider, med skiftende regeringer, generationers tilblivelse. Roserne har altid eksisteret. Med skiftende besætninger, javist, men med en Annisette, der med sin unikke stemme har givet sit folk og sine tilhørere langt mere, end man kan forvente.
SIT FOLK. Netop. Det er i det lys, bogen skal læses, og det er i den ånd, musikken skal nydes. For mellem linjerne opdager vi, at hun taler med os og ikke til os i forsøget på at hylde menneskeheden og gøre os til bevaringsværdige individer og en del af det folk, den urbane kraft som gør, at kloden stadig går sin gang.
The Savage Rose er der ingen på siden af. Kompromisløst og ud af en indre kraft - en nødvendig indre kraft - går  de deres egne veje, og det er en fornøjelse at læse, hvordan man gør, når man er optaget af at leve et liv, der er helt ens eget, og hvor man siger til dér, hvor man ser en mening med tingene, og absolut fra, når det ikke længere danner resonans j krop og sjæl.
Vi får hele historien i en fortællerstil, der inkluderer ord som åbne sig for, jeg kan ikke det her mere, den gode historie de vil fortælle,  jeg så al skønheden omkring os, folk kunne mærke kroppens sprog, hvad vi ikke vandt i forretninger, vandt vi i kærlighed, musikken villle fremad, og det kan man jo ikke stille noget op imod. Og mange flere vendinger, der understreger behovet for at have hele kroppen og sindet med i det engagement i det, man laver og i det her tilfælde musikken. Der som et andet parameter er båret oppe af forretningsfolks filosofi om, at man kan da bare blande tingene og gøre sådan og sådan, så er der kugler i kassen.


No way. Ikke sådan med The Savage Rose. De er gået deres egne veje, og det får vi masser af eksempler på i bogen, lige fra Annisette, der ikke kunne bære, at hun med sit gamle Dandy Swingers skulle synge samme sted umiddelbart efter en koncert samme sted med The Savage Rose, bandets meget tidligere frasigen sig promotionture og standardiserede samarbejder med musikbranchen, og til, hvorfor de langt senere i debatindlæg sagde fra overfor deres medvirken i Brian Mikkelsens kulturkanon.

Læs bogen og nyd teksten og historien om et band, der har bestået i et halvt århundrede, og som musikalsk har udviklet sig i og mod deres helt egen stil.
Bogen indeholder en lang, lang række skønne og yderst udtryksfulde billeder fra hele perioden.