Aargh! Udskriv

aargh! - bog

Frej Prahl
Aargh! 
300 sider
Kristeligt Dagblads Forlag

 

En rigtig god, velskrevet og meget informerende bog.
Da vi skulle igang med den, må vi erkende, at vi tænkte, at her er bare endnu en bog om det rigtige i og risikobetonede ved at give udtryk for sine følelser.
Men nej, det er meget mere end det. Bogen går nye veje og får læseren til at tænke over, at der er en MENING med de følelser, man har og med den adfærd man har.
Den er historisk betinget.
Når vi bliver tossede over, at vores børn ikke gør, som vi siger, har det, efter forfatterens oplagt rigtige mening, rod i den menneskelige evolution.
Hvis vi ikke kan få vore børn til at spise op, sidde stille, klæde sig pænt, så handler det dybest set om angsten for ikke at slå til og angsten for andre menneskers fordømmelse og forkastelse, der i en fjern fortid KUNNE betyde udstødelse af samfundet.
Eller i en ikke så fjern fortid kunne en købmands handel være betinget af det rygte, han fik, hvis børnene eller familien var FOR anderledes.
Se det giver et helt andet perspektiv på, at vi har god grund til følelsesudladninger, langt mere end selvhjælpsbøger en masse, der bevidtsløst formulerer, at vi har ret til at give os selv udtryk.
Forfatteren, der i udpræget omfang trækker på sin egen erfaring som far, går endvidere langt ned i knæhøjde og er eminent til at lade os forstå, hvad børn egentlig tænker, og hvordan de har det, når de brokker sig efter en lang, alt for lang dag, i børnehaven med afvisninger, vilde lege, kampe og - brok.
Så trænger børnene ikke til at høre, hvordan de burde opføre sig. Mere blot mærke kærlig og repsketfuld modstand.
Bogen indeholder også gode råd til, hvordan man kan få sit barn til at få mere respekt for en. 
Bogen indeholder - på en vis måde naturligt nok - også de sædvanlige lidt teoretiske og standardiserede fra, som ikke mange forældre kan overholde i tilspidsede situationer.
Men man har da lov at øve sig i i det stille.  Og som baggrund herfor er bogen ganske fremragende. Også fordi rammer lige lukt ned i ens egne forventninger til ens barn, og hvordan det kan gøre en indædt sorgfuld og udadtil ganske rasende.
Og hvad hjælper det så. Ikke en meter, før man får sat ord på, hvad det er der sker med en som forældre.
Og det gør Frej Prahl.
En meget klog bog.