Mario Vargas Llosa
Vejen til paradis
332 sider
Klim 

Er man til sydamerikansk storlitteratur, så er der på det nærmeste dobbelt-up i denne fortættede roman med dybe rødder i en genre, der kan forsvinde i takt med, at verden bliver yderligere zap-fikseret. 
Vi har i hånden en roman om kvindesagsforkæmperen og anarkisten Flora Tristán og hendes barnebarn, maleren Paul Gaugin. Selv om de lever i hver deres lomme og aldrig møder hinanden, så insisterer de begge på at gå deres egne veje - mod alle odds og på tværs af enhver form for konformitet.
Oprør og trods har mange naturligvis gennem generationerne fnyst. Rebelsk og oprørsk.
Vi læser det som to mennesker, der på hver deres måde har behov for at give udtryk for den sanselighed og de oplevelser, de har været udsat for, og som trænger sig på og formidles videre til glæde for kommende generationer, som vil gå foran og give slip på den binding, som ligger i at skulle leve op til normer og konventioner.
Forfatteren skifter mellem de to hovedpersoners liv, et kapitel af gangen om hver. Det gør han fremragende, fastholdende og engageret, og vi bliver dybt betaget og inspireret af alle de trængsler, personerne skulle igennem undervejs mod den frihed, de søgte så dybt, samtidig med at de ikke kunne undsige sig de af idealismens veje, de også var nødt til at betræde i forsøget på at sætte sig helt fri.
Frihed og idealisme kan jo ofte være modsætninger, og vi får da også helt klart indtryk af den kamp, de to skulle igennem i forsøg på at nå lykken i livert.
Geografisk kommer vi vidt omkring, lige fra Kap Horn, til Caribien, Bordeaux, Carcasonne og London. Det er med til at give bogen et ekstraordinært, eksotisk præg, idet vi som læsere oplever, at det er det geografiske, INDRE landkort, der bliver eksponeret i den ydre verden.
Vi er vidne til jordskælv, og hvad det gjorde ved folk i de tider, og vi er også vidne til, hvordan datidens sygdomme, seksualitet og rufferi blev betragtet og oplevet. Og dermed får vi også en interessant og meget velfunderet historisk fortælling om, hvordan verdens grundlæggende strukturer næppe ændrer sig fra et århundrede til et andet.
En formidabel dejlig roman med et smukt, smukt sprog.