Drømmefangerne |
![]() |
![]() |
![]() |
Jan Esmann
En spøjs novellesamling, og sådan skal det vist også være. Forfatteren, der også er kendt for sin kunst og sin spiritualitet, skriver selv på bagsiden af bogen, at det er noget af det særeste i dansk litteratur. Han kalder det også nogle postmoderne komedier. Den erkendelse af, at man må have lov til at være den, man er, og at det, man laver, det tager man selv alvorligt, og så må andre jo selvom, - det kan man bestemt godt bruge i sin hverdag, og derfor er bogen allerede ved sin indgang interessant. Hovedpersonerne spænder fra en pukkerygget psykiater til en satanisk dværg. Bogen er bygget op, så der er noget at tænke over, også rent sprogligt, hvor man bliver konfronteret med alt lige fra bordel-besøg og til behovet for at befri sig for andre menesker, der kan virke som hængedynd. Også det må man godt, det er egentlig en rar måde at få serveret på af en forfatter, at er folk for trælse, besværlige og energikrævende, hvorfor så ikke bare se at komme videre. Og så må man også gerne gøre op med en forvrøvlet Søren Kirkegaard. Det er tydeligt, at forfatteren trækker på sin erfaring og viden som meditationsleder. Han lader en af sine personer, Zuanjii, tage udgangspunkt i åndedrættet og dermed få kontakt med sin kundalini, der er en meditativ genvej til oplysning, vistnok. I hvert fald vælger Zuanjii at gå all in og få en form for hengivelse eller overgivelse til en lykkestilstand. |