Jan Guillou
Den anden dødssynd
410 sider
Modtryk

Den produktive, svenske forfatter beriger os med endnu en kløgtig bog, der bringer minderne frem fra årtiet i 1980erne, hvor grådigheden ifølge forfatteren ikke kender nogen grænser. Som om den nogensinde har gjort det, kunne vi tilføje, dengang blev der bare åbnet op for nogle kanaler og sluser, som i hvert fald offentligheden og også mange af de nyrige ikke kendte til og slet ikke gjorde brug af tidligere.
Nogle af kanalerne har dog været ganske velkendte, f.eks. for folk bag avisforsider, der vil have overskrifter koste, hvad det koste ved, og som et sted i bogen her af deres journalister bliver hjulpet godt igang til at opfinde og iscenesætte Carolamanden, som var et led i den til bogen opfundne terormand i Sverige, der udover sangstjernen havde såvel kongen som dronningen, det svenske fodboldlandsholdt samt indvandrerministeren på deres terrorliste.
Svindel og humbug følger normalt i kølvandet eller kommer forud for grådighed, og derfor forlyster Jan Guillou sig også denne gang med at lange ud efter Refaat ElSayed, som Sveriges Television dengang kårede som årets svensker, og som så siden blev afsløret som alletiders store plattenslager.
Sproget i bogen er ægte Guillousk, fart og tempo, såvel i handling, psykologi og absurditeter. 
Palmesagen bliver naturligvis også sendt under behandling, og Guillou lader Stockholms politimester beskrive som havende haft diverse lederstillinger indenfor retsvæsenet, men han havde aldrig været politimand. Til gengæld fik han sat panserruder i sit kontor, så kurderne ville have større besvær med at skyde ham.

Hver eneste nat stormede politiet kurdiske hjem, aldrig på anklagemyndighedens beslutning, altid kun på politimesterens ordre, hvilket ganske vist var lovstridigt.

Herlig læsning. Sarkasme og ironi fylder bogens sider så meget, at man nogle gange har svært ved at skelne fakta fra fiction, og når man kan, så tager man sig til hovedet og klukler og ærgrer sig over, at man ikke er lige så god til at fortælle historier som Jan Guillou.