Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

Jeg hedder ikke Miriam PDF Udskriv Email

Majgull Axelsson
Jeg hedder ikke Miriam
430 sider
Klim

 

Som meget andet i genren om holocaust, jødeforfølgelse, fangelejre osv. under 2. verdenskrig er det hård kost at læse om Miriam, der er blevet til jødepigen ved som Malika at skifte sit iturevne tøj ud. Hun er nemlig oprindelig roma og undgår at komme i Ravensbrücks romaafdeling, hvor alle senere bliver dræbt.
Vi følger Miriam fra livet i koncentrationslejrene, og til de hvide busser fragter hende til Sverige, hvor hun skaber sig et liv som den jødiske kvinde Miriam, fordi hun har lært, at romaer ikke er velkomne ej heller i efterkrigstidens sverige.
På et tidspunkt bliver det dog for meget for hende at holde på hemmeligheden om hendes navn og fortid, der går hul på ballonen, og her kunne man sådan set godt begynde historien. 
Og tilbage i tiden:
Midt i det forfærdelige, der overgår romaner i koncentrationslejren Auschwitz, er der også glimt af noget håbefuldt, optimistisk. Sætter man sig i gruppe op mod overmagten, kan man finde en menneskelig sejr, omend kortvarig og strategisk ubrugelig, så sjæleligt en sejr.
Romaner var de eneste, der havde fået en familielejr. Alle andre fanger var blevet udvalgt til at arbejde sig ihjel i Rigets tjeneste og var anbragt i adskilte mande- og kvindelejre. Men ikke romaerne. SS-folkene var ganske enkelt bange for romaerne og deres formodede vildskab. De havde længe indset, at sigøjnerne ville gøre oprør, hvis man skilte mændene fra deres koner og forældrene fra deres børn. De ønskede ikke modstand. Og på den måde gik det til, at romanern som de første nogensinde havde vundet over SS i Auschwitz.
Bogen er meget, meget livagtigt skrevet, nærmest som om man står midt i det hele, midt i fornedrelsen, råheden, håben, smagen af røde æbler, og oplever det hele.
Udover en meget barsk fortalt historie om en grusom tid, er bogen en stærk roman om identitet, fremmedgørelse og mørke sider af en selv, som man helst vil glemme, men som til syvende og sidst har kaldt så meget, at man bliver nødt til at tage det seriøst, få det ud og give sig selv holisme og healing.
Miriam ender med på sin 85-års fødselsdag at måtte tage hul på og berette om den forfærdelige fortid, hun stod midt i, og må konfrontere sig selv og omgivelser med en tatovering fra krigen, med det grusomme hierarki, med flugten fra det sande jeg, der ligger skjult godt og grundigt bag ønsket om i Sverige at have et perfekt hjem og et perfekt liv.
En historie vi alle kan lære noget af. For hvad er formen dog sat op imod indholdet.
Disse overvejelser kan man fint gøre sig -, måske har flere end, vi tror, en Miriam i os, der før det er for sent, har behov for at reflektere over tilværelsen og dreje den i en mere autentisk retning. Måske ikke af lyst men så af nødvendighed.
En smuk og barsk roman.