Tom Malmquist
Al den luft der omgiver os
288 sider
C & K Forlag

Al den luft der omgiver os er Tom Malmquists bog nr. 2. Det siges jo, at en 2er i næsten hvilken som helst sammenhæng bliver en svær fødsel. Det må man sige, at det da også var i dette tilfælde. Der skete nemlig det, at forfatterens kæreste, Karin, blev syg, da han VAR begyndt på bogen. Han lagde den derfor til side og begyndte i stedet at skrive bogen om hendes sygdomsforløb; den bog der skulle blive hans gennembrud og en relativ bestseller, I hvert øjeblik er vi stadig i live.
Først herefter var han klar til en ny opstart på denne her nye.

Det kan lyde kynisk, men det gør den ikke ringere. Vi kommer tæt på kedsomheden, ensomheden, stilstanden i os selv, overvejelserne om hvorvidt livet er det hele værd. Det er barsk læsning og hårdt at blive konfronteret med.

Det er tydeligt, at Tom Malmquist har haft meget svære ting i livet og det, der er værre, tæt på, da han har skrevet 2. halvdel af bogen, efter datteren Livias fødsel.

Bogen er saftfuld og kraftfuld og særdeleshed i 2. halvdel, hvor forfatteren har et meget fast greb om sprog og stil, og her er det ganske tydeligt, hvor han vil hen. Selv om handlingen som sådan godt kan finde på at slæbe sig afsted.

Det kan godt virke lidt famlende og tungt at komme ind i romanen, men det er der jo ikke noget at sige til, idet forfatteren i hvert fald ubevidst godt har vidst, at han var på vej til at miste sin kæreste. Hvilket alle litteraturelskere ved, at han fortæller om i sit store gennembrud, der gav ham en nominering tilNordisk Råds Litteraturpris.

En sådan bog her sætter vort eget liv i perspektiv, vi bliver konfronteret med vor egen skrøbelighed, hvor var vi, hvor er vi på vej hen; der er altid et før og efter.

Handling:
På loftet i sine forældres hus finder Tom en gammel avisnotits om et uoplaret drab på en ung mand; en postarbejder og eneboer hvis liv fik en brutal afslutning i en grotte i en Stockholm-forstad i 1991.
Dette skisma og det, der udvikler sig til at blive næsten en besættelse for Tom, bruger forfatteren til at komme tilbage i hovedpersonens egen fortid og sætte spot på livet som helhed og skrøbeligheden og døden i særdeleshed.
Og så er der naturligvis, var vi lige ved at sige, det ved det, at barndommen ikke altid var lige sjov.

Bogen indeholder korte kapitler, nogle endda meget korte, og det er med til at stramme handlingen, så den flammer godt ud i os, og der er tid til reflektioner til vort eget liv.

En pudsig detalje er, at den på side 103 fortæller, at man skal have over 130 i IQ for at blive optaget i foreningen Mensa. Det er korrekt nok, idet adgangsbilletten hedder mindst 131, hvorfor så ikke skrive det, så man ikke tænker, det må være nok med 130 og en halv. Det lyder som en meget snæver margin, vi er faldet over, men det betyder noget for det samlede billede af medlemmerne i Mensa.

Vi bliver også lidt stødte over, at forfatteren nogle gange og lovlig meget bruger den helt moderne retskrivning og lader nogle le ad og ikke som i gamle dage le af.
Detaljer, ja, men når det så er sagt, er det bestemt med til at krydre sproget i en roman, der umuligt kan nå samme højder som den banebrydende og nytænkende litterære  forgænger. Men det er tæt på.
Det vrimler med vidner, byretsdommere, sagsakter, tilbageblik og decideret snusfornuft og detektivarbejde. Ikke på en opremsende, trættende måde men her og der og ind imellem alle de overvejelser, Tom Malmquist selv gør sig om livet, følsomheden, skrøbeligheden, selvmordsforsøg osv osv.

En smuk roman. Den har fået meget blandede modtagelser, og man skal da også være i stand til at abstrahere fra andre bøger i genren, der bevæger sig på kanterne fortid/nutid. Er man i stand til det, venter der en glimrende læseoplevelse.