Chaplins pind Udskriv

Chaplins pind

Dan Ringgaard
Chaplins pind
226 sider
Aarhus Universitetsforlag

 

En rigtig sjov, spændende og lærerig bog om kunst og dens tilblivelse. Fra kunstnere fostrer en idé i hovedet gennem erfaringer, visualitet og kreativt blik og så til vi ser det fremstå som et kunstværk, en nydelse, en forklaring på, hvorfor nogle oplever ting, som andre kan få gavn og glæde af.
Bogen nævner f.eks. Klods Hans som eksempel. H.C. Andersen beskriver improvisatoren, der ikke har tanke for pli og planlægning men mere hylder spontaniteten og bliver optaget af det, der sker undervejs. Lader sig forføre af øjeblikket. Den, der taler bedst for sig, får prinsessen. ... den rette tale- og digtekunst skal man forstå, er den spontane og mundtlige, den der har åndedrættet og kroppens rytme, som var den livets direkte udtryk.
Rigtig dejlig sagt og sådan er det med rigtigt mange vendinger i bogen her. Man forstår på et splitsekund noget, man ikke har set tidligere i kunsten og historien.
Improvisatoren er virtuos. Han evner at bruge, hvad der kommer hans vej, at gribe efter det, som han skal bruge uden endnu helt at vide, hvad han skal bruge det til. og at skyde det af, når lejligheden byder sig.
Kan det siges bedre? At vi lever i nuet, og kunsten er skabelse ud fra det, der sker her og nu, og som bliver oplagret i ens personlighed og brugt, når der kommer et andet nu, og hvor omstændighederne nødvendiggør nyskabelse.
Bogen tager også kedsomhed under behandling. Og stiller spørgsmålet om kedsomheden er  modernitetens parodi på melankolien. Forfatteren bruger rigtig megen plads på at beskrive begrebet kedsomhed, og hvordan den har haft sin plads i kunstens udvikling. Yderst spændende . . . 

Herudover griber bogen godt fat i de store personligheder gennem historien som Certaus, Kafka, J.P. Jacobsen, Gerorge Steiner og sågar Bjarke Ingels er med i bogen. Den er lille, men et sandt overflødighedshorn af ting, vi ikke anede om kreativitet og kunst, og hvordan man gennem tiderne har set på begreberne, og hvordan man med fordel kan bruge disse oplysninger, når man bevæger sig rundt i hverdagen, hvor der fortsat er masser af uopdaget kunst og sanselighed.