Med Gud i den ene hånd og tvivlen i den anden |
![]() |
![]() |
![]() |
Kirsten Jacobsen
Vi kommer langt omkring i denne bog. Lige fra sporadiske og meget positive omtaler af Ingvar Cronhammers fede Audi og til noget af en overraskelse tæt ved Kaj Munks gravsted ved Vedersø Kirke: En udhulet sten med mosgrønt vand i hulningen. Og Ingvar Cronhammers historie om, at for længe siden fødte en kvinde et barn i dølgsmål og begravede det i hemmelighed. Derfor blev hun dømt til døden. Inden henrettelsen bad hun om at få stenen lagt på sin grav. Og stod der altid vand i den, var det bevis på, at hun var uskyldig.
Journalisten Kirsten Jasobsen har i et år været på roadtrip med kunstneren, der med egne ord fortæller, at han ikke har meget at sige, han er ikke entertainer, og at hans værker må tale for sig selv.
Jeg hadede skolen, gik to år i samme klasse. Alt var galt. Da vi var små, fik vi tæsk, Da vi blev store, slog vi igen. Eller var i hvert fald parate til det. Siden blev Ingvar smidt ud af skolen i Kristiansstad, og det passede ham fint, han leverede en spytklat som afsked og følte, at nu var han endelig fri.
Ingvar har således altid haft en særlig tilgang til det skrå, de skrå eksistenser, de skrå holdninger, det skrå verdensbillede. Hvilket på alle måder afspejler sig i hans kunst, der kan beses landet over fra Jelling til Skagen, fra Fredensborg til Herning, fra Emdrup til Københavns Lufthavn. Og vi læser, at sammensætningen også består af en vis stabilitet, robusthed og blidhed, idet han har holdt sammen med kvinden i sit liv i langt mere end en menneskealder. Ingvard er visuelt orienteret, hvilket vi får fine eksempler på, hvor billedsiden med mange flotte lysindfald følger med teksten på en måde, der kalder på kunsten i os, og som også er fortællingen om en mand, der er kaldet af det skaberværk, som vi får mange eksempler på, at han er både ydmyg og tvivlende overfor.
|