Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

Drakenberg - del 2: Ligfærd PDF Udskriv Email

 

 Drakenberg (del 2)

Morten Leth Jacobsen
Drakenberg, del 2: Ligfærd
300 sider
Turbine
 

Vi får hermed fortsættelsen af den mytologiske fortælling om Drakenberg, der efter sigende skulle være fyldt næsten halvanden hundrede år. Det lyder helt usandsynligt, men sådan er det jo med myter og overleveringer. Mange ting ville slet ikke kunne lade sig gøre.

Ikke desto mindre har forfatteren igen bedrevet en yderst medrivende fortælling, denne gang om Drakenbergs sidste år, hvor han fortæller om sit eventyrlige liv til forfatteren Peter Mønster.

Drakenberg har rundet de 143 år, døden nærmer sig, og det kan Drakenberg mærke. 

Derfor bruger han nogle af sine sidste kræfter på at fortælle forvalteren Peter Mønster om sin levnedsbeskrivelse og sine historier rundt om verden, bl.a. om svenskerkrigene, om livet på nas hos adelen i København og i Jyland, og hvordan han undspal slavefangenskabet i Syrien.

Det virker denne gang som om, vi kommer endnu tættere end sidst på den gamle mand, der gennem masser af år har haft en særdeles veltrænet krop, som han har passet og plejet for til hver en tid at kunne klare sig i armlægning, deciderede slagsmål og gennemgå de strabadser, man nu bliver udsat for på de syv verdenshave og rundt om i verden generelt.

Nu er kroppen så gammel og slidt, regnestykket skal gøres op -, og Drakenberg kommer nu det nærmeste, man kan komme skriftestolen.



Vi får et glimrende indblik i, hvordan hans dårlige syn, susen for ørerne, hans morgenhoste, hans udmattelse generelt og kradsen på dødens dør giver ham evne til at levere videre til nye generationer, hvad man bør huske på undervejs i livet. At have et sundt gudsforhold.

Hvilket i sig selv kan lyde vildt underligt idet Drakenberg i de yngre dage, som er oldingedage i de flestes optik, aldrig er gået af vejen for en god ed, at svine nogen til eller stikke dem et par flade.

Men der er ofte noget utvetydigt selvmodsigende i kantede menneskers liv. Og man opdager, at kanten kun er én side af dem, og at de kan være langt mere nuancerede en som så.

Disse nuancer mellem brovtenheden og det ædle livssyn og den renhed og lige linje, der ligger i et mere eller mindre klart og udtalt gudsforhold, den palet formår forfatteren at få fat i. Og gennem linjerne, så får vi ud over en god historie om Drakenberg, et meget opløftende nøk til at sætte vort eget liv i relief, så vore mindre flatterende sider, udmærket kan få lov at have sin plads ved siden af det gode og kærlige, vi besidder.

Reserachen i bogen er på plads, og vi bliver ført mange steder hen, fra Kattesundet i København, til Helgenæs og Mols, til Engesholm ved Vejle, til tiden omkring Struensee, fra Christianshavn til Frederiksværk, fra Helsingør til Gudenåen, Cypern, Ørting Sogn, Falling og naturligvis Fiskergade i Århus, som fortsat bærer Drakenbergs mindeplade.

Jeg flyttede mit fattige skrammel og mit jammerlige legeme til Aarhus. Og her er jeg så.

 

Hvilken selverkendelse fra en mand der i den grad har levet livet med vin, kvinder og sang. Drakenberg kan fortsat lære os noget. Nemlig at der er plads til os alle og plads til mange af de egenskaber, som ofte forvolder os problemer, men som gør os til de mennesker, vi er.

Hvis det er et af de tiltænkte budskaber i Morten Leth Jacobsens bog, så er han fint lykkedes med det.

Du kan læse anmeldelsen af hans første bog om Drakenberg her.