Anna Fifield
Den store efterfølger
344 sider
Gads forlag

Hvis man vil bekræftes i billedet af det lukkede, utilnærmelige og mytiske regime, som Nordkorea står for, så skal man have fat i denne bog. Den gengiver på enhver tænkelig måde indtrykket af diktaturet i det vilde østen, der er kommet til verden på så at sige ganske naturlig vis og ved grænsedragning efter 2. verdenskrig, men hvor dynastiet Kim har været rigtig dygtig til at bygge landet op om personkulten, der p.t. hedder Kim Jong-un, og hvor tidsregningen er lavet om i forhold til, hvornår den første Kim er født.
Med et forord af Mogens Lykketoft, der har rejst meget i regionen, har en ledende journalist på Washington Post skrevet bogen, der bestemt ikke lægger fingrene imellem, og som med rene ord skriver, at dynastiet nu på 3. generation regerer med hånd og halsret over 25 millioner ulykkelige borgere.

Det er sikkert lidt bevidst, at hun skriver 25 millioner. For landet består af cirka 25,5 millioner indbyggere. Dermed kunne det antages, at forfatteren mener, at det er den halve million, som tilhører eliten, mens resten så er ulykkelige.
Det er jo noget af en påstand, og man kan da heller ikke gå ud fra, at hun har talt med alle 25 millioner mennesker og fået deres ulykke præsenteret.
Der er dog absolut ingen tvivl om, hvilket også dokumenteres i bogen, at rigtig brede dele af befolkningen lever i sådanne vilkår, at man i global forstand nærmest kan lade sig bombe en tidsalder eller tre tilbage.
Og at straffe, koncentrationslejre, diktatorbrutalitet og charmeoffensiv overfor det magtfulde militær er nogle af de midler, Kim Jong-un bruger til at fastholde grebet om et land, man på et sæt tager afstand fra, og som man på en eller anden måde har lyst til at vide mere om.
Det får man så også at vide i bogen her. Og mere til.
Den slynger om sig med morsomme begrebet som Kammerat General, Efterladt Arving, Den store Efterfølger og alle de navne, man på afstand nærmest synes virker komiske. Vi følger også Kim fra hans tyskklasser i vestlige skoler og så til den dag, hvor han i Nordkorea virkelig skal vise, at han kan gå i sin fars og sin farfars fodspor. Vi kommer sporadisk på besøg på de fattige marker i Nordkorea, mens vi dog mest får at vide, hvordan Kim Jong-un, middelklassen in spe og den befæstede elite hygger sig i lejlighedskomplekser samt i forlystelsesparker i Kims hjemby, Wonsan.

Overraskende får vi at vide, at Nordkorea er blandt nogle af verdens fremmeligste hackere, lidt foruroligende må man sige, mens vi også får en større psykologisk udredning af fænomenet Kim Jong-un, som af en psykologiprofessor bliver kaldt en klassisk narcissist, der lider af personlighedsforvrængning snarere end af personlighedsforstyrrelse. Forklaringen skulle være, at narcissismen er udviklet over tid, og at der samtidig indgår et biokemisk element i det hele, idet det at blive leder af Nordkorea KAN havde ændret Kim Jung-uns hjerne.
Ja, mon ikke, kunne man fristes til at sige, men læser vi længere, får vi at vide, at der er et vist naturvidenskabeligt grundlag for den tanke, at magtkorrumperer, og at total magt korrumperer totalt.
Den slags magt frigiver nemlig dopamin, den neurotransmitter, som er knyttet til hjernens belønnings- og nydelsescentre. Og det fix, som Kim Jong-un oplever ved at udøve sin magt, kalder på endnu et fix, der så endda gør ham skrøbelig og tyndhudet.
Bogen er utrolig velresearchset og giver os et fornemt indblik i mange nuancer af det lukkede land mod øst. Der er lige lovligt mange negative vendinger for ligesom at understrege det forfærdelige: Håndgangne mænd, kumpaner, labbe det i sig, ting vi som læser udmærket kan forestille os ved hjælp af blot det beskrevne i bogen.
Men det er detaljer. Alt i alt er her tale om en meget flot, detaljeret og informativ bog om Nordkoreas leder, som Trump på et tidspunkt kaldte den lille raketmand, mens den amerikanske præsident så ifølge forfatteren menes at have vendt på en tallerken, idet han indså, at en krig med Nordkorea ville føre til ødelæggelse af amerikansk territorium.
Storpolitik er der også en del af i bogen, som sætter regimet ind i en storpolitisk kontekst, hvilket gør den ekstra spændende.
En meget læsevenlig og veldokumenteret bog.