Lars Daneskov
Verdens beste bedste
208 sider
Politikens Forlag

Er der een ting, der går igen i denne sjove, varme og indsigtsfulde bog, så er det ro. Ro, ro, ro. Ro på som bedsteforældre. 
Vi behøver ikke gruble over, angstfyldte over ikke at slå til, hvad vi nu skal stille op med de små guldklumper denne fredag aften, hvor deres mor og far skal en tur i biografen. Spille masser af spil, stå parat med velkomstgaver, bage, tage på indkøb sammen, se film, lege biler på gulvet, se YouTube, lege med modellervoks, se billeder, byg en hule under spisebordet.
For måske at komme i tanker om, at man gjorde noget helt femte med barnebarnet af ens anden datter forrige weekend, og man skulle jo nødigt gøre forskel.

Slap af. Rolig nu. Det skal nok komme. Om ikke andet når barnet inviterer dig ind i sin verden. Den er lille og stor på samme tid. Men yderst brugbar og kreativ. Og når barnet på turen op til bageren kysser alle skiltene, så kan man snakke lidt om, hvorvidt barnet godt kan lide skilte, og hvilke nogen, der smager bedst.
Værsgo, så er der serveret.

Selvfølgelig er det da smukt, når egene knoppes, og bladene springer ud hvert forår, men samtidig er et forår vel et forår, og hvis du nu skal være helt kynisk og ærlig, bliver træerne i år vel dybest set grønne på samme måde som sidste år og året før det. Ligeledes er uro i Mellemøsten vel uro i Mellemøsten, og et vinderpar i Vild med dans vel bare endnu et oveni de 30-40 stykker, der findes i forvejen.

Og sådan fortsætter Lars Daneskov med at remse trivialiteter fra trædemøllen op og konstaterer, at DET slutter altsammen nu. Med et barnebarn, bliver det store ur nulstillet. Man indser, at det ikke er for sent at opleve noget for første gang. (Flot sætning iøvrigt). Alderen er igen på vores side; og det er en fed klub at være med i.
Og så væver Lars Daneskov over, at godt nok er man i den sidste del af livet, men uanset hvad så er man som regel fit for fight og kan tage det, Kombardo, vi er klar. Man er dejlig mæt og har bestilt dessert, og så kommer tjeneren ind med cognacen. Der er på husets regning.
Sådan, skriver forfatteren, er det at få børnebørn. Du var glad og tilfreds med det meste, men pludselig sker der noget, du ikke anede ville komme til at runde aftenen af . . 
Udover sine poetiske evner brillerer forfatteren også med en stribe råd til de bedsteforældre, der har lyst til at blande sig, men alligevel ikke vil, for det er jo de unges beslutning. Han fortæller også humoristisk, hvordan man opdager, man er ældre, end man tror. (Morsomt nok men når sandheden skal frem, kunne det være skrevet i hvilken som helst bog om næsten hvad som helst).

Forfatteren er god til at bruge sig selv og sin egen fortid som eksempelvis interviewer af dukkerne Anne og Lotte og som ansat på et forlag, der udgav børnebøger. Han bruger også mange afsnit på at fortælle om sine egne bedsteforældre som optakt til en række eksempler på, hvordan man kan være som bedstefar- eller mor; de traditionelle, de hjælpsomme, de aktive og de fraværende. Sådanne karikaturer holder sjældent helt i virkeligheden, men de alligevel sjove at bevæge sig lidt rundt i, sådan lidt a la hvilken personlighedstype er du. Hvilken type bedsteforælder er du? Her kunne forfatteren måske have været endnu mere kreativ og lavet 40 spørgsmål og så ved hjælp af et 10-score-system kunne læseren så have fundet ud af, hvilken type, man nu var.

Noget af det mere rørende ved bogen er, når børnene selv udtaler sig:

Det gode ved bedsteforældrene er, at de altid er gift med hinanden.

Bedsteforældre har mere tid til at lege. Det har det voksne ikke.

Det er godt at have bedsteforældre. Så er der nogen, man kan lide.

Citaterne har Lars Daneskov ganske vist fundet i en 23 år gammel bog redigeret af Grethe Dirckinck-Holmfeld. Men de fortæller, hvor vigtigt det er som bedsteforældre bare at være til, at være der med sin opmærksomhed og sin tid og så ellers gå ind i barnets verden, lytte til deres drømme og behov, lade dem være, når de har brug for det, og sig nå da og nå, synes du det, når der er behov for det.

Teori og overvejelser er een ting, men når børnene er der og siger deres lille mening, hvor fremmed, den end synes i bedsteforældrenes ører, så lærer man noget nyt om livet, hvis man er åben over for det, og det er et af de vigtige budskaber i Lars Daneskovs nye bog, som også humoristisk fortæller, at når man bliver bedste, så falder ens spejlbillede ned af væggen. Man ændrer sig i livets cyklus, får en ny identitet.

Og så får han anmelderen til at trække på smilebåndet med sætningen:

Børnebørn fjerner de indvendige rynker.

Vi glæder os.

Og så er der den her, hentet fra Vores Børn 2020, citeret af børnebogsforfatteren Rebecca Bech-Lauritsen:

Nyd friheden. Det er i legen, du mødes med dit barn, og i legen er der ikke nogen regler. Det skal du nyde. Du bliver ikke bedømt på det. Du kan skabe dig lige så tosset, du vil. Dit barn vil kun synes, du er sjovere, jo mere du giver slip.

En bog der får os til at reflektere over vore evner og muligheder som menneske og bedsteforældre.