Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

Voksnes løgnagtige liv PDF Udskriv Email

Voksnes løgnagtige livaf Elena Ferrante

Elena Ferrante
Voksnes løgnagtige liv
400 sider
C & K Forlag

 

Voksnes hemmeligheder, fortielser, kampe og intriger går alt for ofte ud over børn og unge og kan gøre store indhug på selve identiteten.
Det er et af budskaberne i denne lækre og konstruktive roman, der besidder de klassiske dyder ved en stor udgivelse: Invitation til læseren, varme, empati for samme samt på kimpromisløs og samtidig elegant måde at præsentere os for alle spektrer af følesesregistret: Fra jalousi til venskab, fra bitterhed til had, fra løgn og utroskab til forelskelse og hengivelse.

Skrevet på en betagende måde der får os på sporet af de indre kampe, som mange af os tidligt bliver konfronteret med, men som lige så alt for tidligt får puttet af vejen, fordi det taler man ikke om...

Bogen er et barsk portræt om det at være teenager og ung og på vej ind i en voksenverden, hvor man skal balancere mellem sine egne udtryk og omgivelsernes og de næres nådesløse påvirkning.

Vi følger Giovanna i fire år af hendes teenageliv. Der er masser af genkendeligheder at spore for læseren med direkte reference til egen ungdom men her beskrevet af en af de helt store, italienske forfattere, som forstår at trække udfordringer og konflikter, indre som ydre, hen til et sted, hvor det giver mening at opdage dem og arbejde med dem - eller mod dem. Når man som skrøbelig teenager er på vej ind i en verden, hvor udgangspunktet må være, at man har tillid til dem, man skal identificere sig med og se op til og i hvert fald ens forældre. Man giver dem med andre ord endnu en chance, selv om man nok mærker svigtet allerede tidligt i barndommen.

Alt det bliver pinligt bevidst skrevet på og mellem linjerne i en bog, der er lige til at gå til, og som pirrer sanserne godt og grundigt undervejs.

Handlingen er henlagt til 90ernes Napoli, og forfatteren færdes hjemmevant både i højt og lavt miljø og formår på en fin, afbalanceret måde at forelægge kontrasterne for os. Ligesom hun forstår at servere de indre spændinger og konflikter og direkte foragt mod hinanden, der opstår i familier, der sådan nærmest ved et ulykkeligt tilfælde er havnet i samme familie.

 

Det er en roman om den dobbelthed og den falskhed, der i nærområdet møder rigtigt mange sårbare, unge på vej mod en fremtid, de skal lære at gebærde sig i.

På disse tidspunkter virkede det som om Vittoria havde mærket denne følelse af fremmedgjorthed og ville hjælpe mig med at overvinde den; på andre forstærkede hun den med vilje. Madonna, udbrød hun, se, vi har samme hænder, og hun førte sine hen til mine, og vores tommelfingre stødte mod hinanden; dette stød bevægede mig, jeg fik lyst til at omfavne hende voldsomt eller læne mig ind til hende med mit hoved mod hendes skulder, mærke hendes åndedrag, hendes grove stemme. Men oftere skældte hun mig ud så snart jeg sagde et eller andet hun ikke brød sig om, og udbrød: Som far så datter.

Hvilken dobbelthed der ligger i sådanne udsagn og handlinger. Ikke noget at sige til at unge bliver forvirret. Rigtig godt skrevet.

Eller hvad med denne:

Min far mødt sædvanligvis op foran skolen som om ingenting var hændt, og sammen gik vi hen og spiste, Han spurgte til mine lærere, til timerne, til mine karakterer, men jeg havde indtryk af at han ikke interesserede sig for mine svar, selv om han virkede opmærksom.

Det er sådan cirka her, det går op for Giovanna, at hendes far holder op med at være hendes far. . . Måske har han aldrig helt været det. Men dette er et brydningspunkt for hende. Og også en aha-oplevelse for læseren.

Venlighed krydsklinger med tavs observation, påtaget interesse og larmende ligegyldighed. Alt det opfanger et barn, en ung, en teenager.

Hvordan og alt det der hører til og meget, meget mere kan du læse  om i en bog, hvor du får også en lang række lokationer i Napoli genopfrisket - eller serveret.