Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

Tredive dages mørke PDF Udskriv Email

Tredive dages mørkeaf Jenny Lund Madsen

Jenny Lund Madsen
Tredive dages mørke
334 sider
Grønningen 1

 

Sprogligt er bogen anlagt med den humor, som en krimi nu kan trække, og der er tænkt godt i billeder og genkendelighed:

Bagagebåndet ånder ind og sætter igang med en mekanisk lyd, der lover en snarlig genforening mellem kufferter og ventende ejermænd. Folk klumper sammen om munden, der spytter rejsegods ud i en ujævn strøm........hvorfor har folk ikke forstået, at bånden fører kufferten hele vejen rundt . . . . 

Osv osv.

En meget realistisk og jordbunden skildring af ankomsten og virakken i en lufthavn, når man kommer hjem fra en lang rejse.

Sådan noget er forfatteren god til at beskrive.

Derimod er hun ikke god til at beskrive lyde

Tikkedak bruum tikkedak bruum beretter hun om en bilmotor, og lige her kunne man ønske sig, hun ville ringe til Kathrine Engberg og forhøre sig lidt om, hvordan man beskriver lyde.

Når vi lige hæfter os ved de to typer af udsagn, er det fordi, bogen er rigtigt spændende og god underholdning. Det er tydeligt, at forfatteren har ønsket at overraske læseren med sit sprog, der er lystbetonet af karsken bælg. Nogle gange virker det, andre gange gør det ikke.

Sproget altså. Så vil man kunne indvende, at der, hvor der lige er lidt tomgang, kan man hurtigt springe videre.

Men se, et par yderligere gennemskrivninger ville have fået romanen til at lette mod den totale stratosfære. Den er god, romantisk, varm og spændende. Plottet er godt skruet sammen, og man kommer som helhed ret hurtigt igennem bogen. Men for at den skal blive en pageturner, skal der f.eks. arbejdes med rytmikken i sproget. Den går ikke, at hun ofte konsekvent har sætninger på to-tre linjer, der følger lige så lange sætninger, mindst, og hvor der lige så godt kunne have været punktummer eller korte sætninger ind imellem.

Andre steder i bogen bliver man så grebet og får for alvor blod på at komme videre, videre, videre, og så bremses læsningen lige pludselig igen af en måske nok kreativ og tilpas poetisk sætning, men som man altså lige skal læse een gang til:

Hannah glemmer alt om diskretion, da ceremonien et kvarters tid senere afsluttes med, at Thors kiste bæres ud af kirken, sætte ind i en rustvogn og kører afsted i en dalende sne, der synes at dæmpe gråden fra den efterladte forsamling. Øh, hvabehar, og så fortsættes der med en sætning af samme længde.

Man kan leve med den konstruktion, men man kan også blive irriteret, hvilket visse steder bremser læseoplevelsen, og det er synd. For oplægget og handlingen er kreativt; en forfatter drager i isolation for at få inspiration til sin krimi. Og det skal vi da så lige love for, at hun får. For på det isolerede sted itself ligger forbrydelsen lige for. Det hele sker lige omkring forfatteren, der bare vil have ro og fred til sin bog.

Originalt og fint fundet på.