Katrine Engberg
Isola
360 sider
Alpha

Det er detaljen til forskel. Og sproget. Så enkelt kan det siges. Detaljerne OG den sproglige præcision gør at Katrine Engberg konstant distancerer sig en hel del fra andre i krimiverdenen, og som gør hendes bøger så elskelige.
Det har været sjovt at følge forfatteren på TV og se, hvordan hun researcher, er god til at tale med folk, og det gør naturligvis ikke noget, vi har kigget indenfor på det snart i krimikredse meget berømte savværk på Bornholm. Og været med i den marskandiser, hvor forfatteren har udset sig den kuffert, hvor liget blev placeret.
Men det er ikke nok.
Man skal have tæft for at servere det lækkert og meget målrettet for det kræsne krimipublikum. Og DET kan Katrine. 
Man skal også være sårbar og grundig nok til at gå alting efter i sømmene, så alle detaljer er på plads.
DET er de i høj grad, og så vidt vi kan se, i den nye krimi.
Selv et komma i salmen

Altid frejdig når du går
veje, Gud tør kende

Man føler sig som læser taget meget seriøst. Ikke noget med at springe over hvor gærdet er lavt for at komme videre i historien. Ikke én eneste gang føler vi os narret. Katrine Engberg skal have os med, så vi snuser, ånder, mærker, hvor vi er, og hvordan miljøet dufter, først herefter kan vi komme videre.
Og hvorfor hedder bogen så Isola. . .  .
Der er forskellige temaer i krimien, som er baggrundstæpper for handlingen. Ét af dem er isolation, ensomhed, fragmentering.  

Vi får glædeligt gensyn med de andre personer i Katrines forrige bøger, Jeppe, Esther og Annette. Jeppe har foretaget et karrierskift, og der er også nogle bevægelser omkring de andre personer, og når man ser på de nye personer, der er kommet til i Isola siden sidste bind i serien, så er det slående i hvor høj grad, forfatteren er i stand til at skabe figurer og karakteristika, som vi sagtens kan identificere os med.

Udover detaljerne og det fremragende persongalleri bliver vi overrasket side efter side, og al timens spændingen stiger, og vi fra kapitel til kapitel og afsnit for afsnit krydser og veksler mellem diverse handlingssekvenser, ja så er vi lige pludselig færdig med bogen, og øv, så sidder man der efter et fint konstrueret plot. Og Katrine har jo sagt at der ikke kommer mere fra samme skuffe, hvilket man godt kan betragte som ærgerligt, men også som en fin afslutning på sin serie, der for alvor har sendt den slanke forfatter fra Østerbro ind i krimiyndernes hjerter.