Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

Alletiders Ulf PDF Udskriv Email

Marianne Tofte
Alletiders Ulf
217 sider
Muusmann Forlag

Jamen, det ER bare alletiders Ulf det her, og det ER bare alletiders bog om alletiders komiker.
Gennem en række flot opsatte og mest ganske ukendte billeder fra Ulfs privatarkiv og ledsaget af enkel og sigende tekst kommer vi rundt om og bagved den i bogstaveligste forstand store (og høje) skuespiller, som han jo allerhelst og inderst inde vil kalde sig.
Komik er jo én ting, seriøst skuespil er noget helt andet, har Ulf Pilgaard altid ment. Det udsagn kan diskuteres, for er der noget mere seriøst end med bidende satire at kunne karikere en elsket eller ukendt person og få folk til at grine, så Cirkusrevyen og det halve af Danmarks tv-seere gennem nu langt mere end en menneskealder har lagt sig på den flade af grin?
Men lad nu det ligge.

Hvis vi som læsere troede, at vi kendte Ulf, så er det måske delvist sandt. Men også kun delvist. Hvem er han, hvad tænker han, hvad har han lavet ved siden af sine metierer på scenen. Noget af det ved vi fra tidligere udgivelser om og med ULF. Men bogen her præsenterer fænomenet elegant og lysende og med masser af rids til den den historie og tid, Ulf bevægede sig i, og som vi husker, og som netop derfor ved hjælp af vor egen medleven i den tid bringer minderne tilbage og gennem Ulfs mange roller giver et godt udtryk for, hvordan den tid var; også rent historisk.

Hvem vidste f.eks., at Ulfs Gitte flyttede hjemmefra et halvt år, fordi der var knas i ægteskabet.
Hvem vidste, at Ulf overhovedet ikke kunne drømme om at flytte fra sin store villa, bare fordi han er blevet en ældre herre.
Hvem vidste, at Ulf lærte og lærte og lærte af Dirch Passer, og at det måske i høj grad var derfor, de to holdt så meget af hinanden.
Hvem vidste, at Ulf sammen med skuespilleren Ditte Hansen har fodret giraffer i Aalborg Zoo.
Hvem vidste, at Ulf har haft det godt med at være røvkedelig, når det passede ham. I modsætning til f.eks. Dirch, der sled sig selv op.
Hvem vidste, at Preben Kaas iflge Ulf var skræmmende, når temperamentet løb af med ham.
Hvem vidste, at hans livs Gitte var tidligere Lommerpige.
Hvem vidste, at Ulfs far, præsten, var Ulfs mor utro.
Hvem vidste, at Ulf har arvet, som han siger, en rem af huden, hvor han har en sund libido og er nem at friste.
Hvem vidste at Ulf bedst kan lide, at det handler om et eller andet. Men man skal samtidig have lov at more sig, uden at der er en dybere mening.
Hvem vidste, at Ulf har været julemandskonge.
Hvem vidste, at Morten Grundwald har været en kunstnerisk saltvandsindsprøjtning for Ulf.
Hvem vidste, at det var som at smide en tung overfrakke, da Ulf flyttede hjemmefra. 


Alt det og meget mere får vi at vide i en bog, der er dejlig befriet for lange kapitler. Men som til gengæld tilbyder os en livslang historie om Ulf i billeder, et par enkelte tegninger og illustrationer og så ellers en rolig og støttende tekst, som på sin egen kortfattede og finurlige måde fortæller, hvad Ulf kommer af, og hvordan han ad lettere snirklede vej havnede på komikkens brusende alter.