Marianne Monteau
Grønlænderen
377 sider
Grønningen 1

Der er noget lækkert fremmedartet og uoverstigeligt ved Marianne Monteaus nye roman, der er den 4. i serien om politiassistent Lucy Kiehl. Bogens bagside lægger op til, at den handler om ungdommens drømme og værste mareridt og om svigtene fra dem, der burde passe på os.
Det er næsten prosa og litteratur i sig selv, og vi bliver da heller ikke skuffede.

Er man til flash forwards og flashbacks, skal man endvidere gå i krig med bogen med det samme, for det er noget af det, der bærer fortællingen. Det er jo en smagssag, om man foretrækker det eller en kronologisk fortalt historie.

Bogen her kan dog fint bære flash-stilen, og det kan den, fordi plot og udvikling hænger fint sammen og redegør tydeligt for karaktertræk og lokationer. Den vil i særdeleshed gøre det for læsere, der har fulgt Lucy gennem alle fire bind, idet vi så bruger hende som ankerplads for sidehandlingerne.

Dialogerne er spændende og meget virkelighedstro og indeholder udover dialogerne også desperationen, som man bærer på, hvis man taler f.eks. sådan her:

Du skal fandeme ikke tale ned til mig
Jeg taler ikke ned til dig. Jeg siger bare, at du måske har glemt noget af det basale i de måneder, du har været væk.
Du er fandeme for meget. . . .

Kors hvor er de uprofessionelle, lød det bag Lucys ryg.
Her får vi et godt glimt af hverdagens rutiner på mange arbejdspladser, nemlig sladren og rygtedannelserne. 

Og udover barske elementer, så er der også plads til tragedier og sorg, som også er en del af livet, og som jo ofte ligger bagved al hårdhed, bandekriminalitet, vold og misbrug.

En god bog hvor spændingen bliver holdt oppe hele vejen igennem med en god krimis mange elementer.