Ida Jessen
Kaptajnen og Ann Barbara
508 sider
Gyldendal

Det er sjældent, man får en historisk roman serveret i et henslængt, moderne, ja næsten ungdommeligt sprog. Pakket ind i mere end 500 sider med et lækkert omslag, der farvemæssigt æstetisk modsvarer den gule farve på selve bogen.
Hvor kapitlerne ikke har numre men en sjælden gang overskrifter.

Det øger læselysten og -hastigheden og får det muntre op i læseren, der skal gennem en historiefortælling, som måske under andre omstændigheder kunne forekomme tyngdemæssigt i skridttempo og tale lidt for meget til hovedet.

Ida Jessens bog er en lækkerbisken. Såvel historisk som sprogligt. Den taler til hjertet, og vi vil endda mene, at den egner sig sjældent til højtæsning for vennerne, ægtefællen, sågar børn og unge, der ellers synes, historie kan være sådan lidt kedeligt.. . . . 

Bogen svinger om sig med dalere, hushovmestre, parykker, silkesløjfer, fuldt ornat, tjenende ånder, arner, Fortifikationsetaten, Landkadetakedemiet,,  instrumentmagre, Danske Lov fra 1683, kniplinger og, hvad der ellers hører forne tider og dets sprogbrug til. Jo, jo. Vi skal da lige love for, at Ida Jessen har været på research.

Det er gjort godt.

Det må det for forfatteren have være en stor tilfredsstillelse at skrive en så velkomponeret roman, hvor stil og sprog holder hele vejen igennem uden en eneste afvigelse. Som læser ånder man konstant bogens medvirkende i nakken og bliver ført ind i datidens tidslommer, så man simpelthen er der.

Romanen foregår omkring Grønhøj og Havredal i det midtjyske, hvor den daværende konge, Frederik den 5., havde givet tyskerne tilladelse til, at jorden kan opdyrkes, at heden har værdi. Hvis de dyrker den, så er der skattefrihed og gratis jord. Mange tyskere, der så i den anledning indførte kartoflen og siden blev kaldt kartoffeltyskere, prøvede lykken herhjemme som de senere guldgravere i Alaska. Altså nogen med held, slid og slæb, andre retur igen, udygtige eller bare uheldige.

Ludwig von Kahlen, en autentisk figur iøvrigt, ankommer til heden og vil bevise, at ørkenen kan opdyrkes. Godsejer Schinkel mener, at jorden er hans, og at man skal holde fingrene væk fra den. Og vi får på meget oplevelsesrig vis fortalt, hvor brutal, nedrig, voldelig og chikanerende fra omverdenens side det dengang var at være opsat på en sag, som von Kahlen var,  og så med alle midler at blive forsøgt forhindret i sin kreativitet og forehavender. Man slår sig igen i tøjret ved, at datidens godsejere som i andre dele af litteraturen og kunsten har været nogle banditter.

Der er så lyspunkter i bogen, der får von Kahlen til at stå igennem pinsler og trængsler, og her er Ida Jessen inde at røre ved noget essentielt i mennesket; at man kan udholde megen smerte og ydmygelse, når man har nogle allierede, der måske ikke har meget at skulle have sagt, men som er et slags sandhedsvidende og er med til holde modet oppe.