Endnu en slagkraftig udgivelse af Lee Child. Det kan lyde som en kliché. Og vi ved heller ikke, om forfatteren overgår sig selv. Men i genren er bogen altså  god nok og så lidt mere. Det er den, fordi den opstiller et dilmma, som mange af os sikkert er optaget af jævnligt: Skal man gribe ind, hvis man ser en medborger blive overfaldet? Hvad kan man selv risikere. Og hvad nu, hvis vedkommende dør? Kan man leve med det?

I bogen her er vi i en by i Tennessee. Jack Reacher ser en intetanende mand på vej ind i et baghold. De er fire mod en, så Reacher griber ind. Manden, han reddede, er tidligere IT-chef, som er fyret og mistænkt for at være medskyldig i et cyberangreb.

 Jack Reacher lugter, at der ligger større kræfter bag, og det går han så igang med at nå til bunds i.

På originalsproget har bogen ikke fået nogen særlig god modtagelse. Bl.a. fordi man mener, at forfatteren har overdraget meget af ansvaret, måske det hele, for skrivningen til sin bror, der nu er co-writer.

Og at denne manøvre handler om at opretholde et dyrebart brand.

Vi mener, det er at gå efter manden og ikke bolden.

Vi synes, at bogen fuldt ud lever op til det, den skal, nemlig en fortsættelse af Jack Reacher-serien, og denne gang med afsæt i flere, klassiske dilemmaer, bl.a. det nævnte og så også, hvorvidt fairness, held og retfærd - eller det modsatte - spiller ind i folks skæbner.

Nuvel, det er meget let at se forskellen fra de tidligere bøger i serien, lidt mere abrupte og stakauto sætningskonstruktioner og måske knap så megen blidhed og romantik, lidt mere autopilot. Men altså, folk udvikler sig i livet og således også romanpersoner.

Så det lever vi gerne med, så længe Jack Reacher er den samme. Og det er han.