Michael Falch
Over stregen
288 sider
Gyldendal

Vidste du, at Michael Falch engang var tæt på at gå i kloster? Ved du, at han har et helt særligt forhold til ordet glidestang, som brandfolk benytter sig af, når de skal rykke hurtigt ud? Ved du, at han godt ved, han selv kalder sig, lidt i alvor, lidt i sjov, for lummer? Ved du, hvordan han reagerede, da han så to skader i parringsdans, og at han havde et gevær i hånden? Ved du, at han har et godt forhold til apostlen Paulus?

Alt sådan noget kan du læse i hans nye selvbiografi, som han i undertitlen kalder umodne manddomserindringer. 

Med en pen, der ligger godt i hånden, lader han sproget flyde og delagtiggør os på en ualmindelig jordnær, henslængt, småflabet, ironisk, lækker måde i hans gøren og laden, tanker og følelsesliv gennem det snart halve århundrede, vi har kendt til hans musik.

Han kommer rigtig meget omkring fordomme, tro, frihed, og vi får et ganske fint billede af et menneske, der ærligt og hudløst nogle gange bevæger sig, som mange andre af os, i grænselandet mellem ordentligheden og drengerøvsmentaliteten, der kan gøre både godt og ondt, når den tager over.

Han fortæller om lyd, om solokoncerter, om at blive hevet ud af melankolske aftener i lejligheden, han fortæller om at glemme vers under øvesceancen, lige før han skal på en vigtig koncert. Vi får at vide, hvordan han mener, at Rolling Stones´raffinerede råddenskab var stor kunst i Malurts øjne. Vi oplever Michael Falchs tilgang til brede, dybe og filosofiske emner, som det er tydeligt, han et sted har stor kærlighed for, mens den anden side af ham nogle gange kæmper for at holde fast i dem. For der er jo en landevej, et par drengerøve og et publikum, der venter....

Vi oplever skønne og bramfri vendinger som politiske dyr og landets fedeste rockklub, og før promillen blev rigtig seriøs, og fodboldelskere med en pænt, anløben dåbsattest, og så finder vi også dybe og meningsfulde udsagn midt i det hele såsom fortidens spøgelser ligger altid på lur for i ubevogtede øjeblikke at snige sig ind og tage magten over forvirrede og frustrerede sind.

Så kan det vist ikke siges flottere. Michael Falchs nye bog virker, længe efter sidste side er læst. Fordi den fortæller en masse om, at der har været en mening med det hele, når ting skulle prøves af og siges, og hvorfor han brugte den og den kulisse i Et land Uden Høje Bjerge fra firserne, og hvad han fik ud af at være i den relation dér.

Og fordi den veksler utroligt godt mellem beskrivelsen af verden set fra og udtalt af en drengerøv og så til det lidt mere intellektuelle og analyserende og giver et godt billede af, hvordan mange mennesker inklusive Michael Falch går rundt og har det.

En dejlig bog.