Martin Mortensen
Fjorten ørnefjer
188 sider
Brændpunkt

Den her bog giver stof til eftertanke. Og giver et udsyn på verden, vi ikke lige havde forestillet os, da vi åbnede den. Der er en del symbolik i bogen om ørne, fjer og kraftige bid i ryggen på mennesket af den store fugl, når den forsøger at lette. Symbolikken er let at oversætte og få indsat i den nutidige kontekst om, at vi lever i en foranderlig verden, hvor folkeslag rundt omkring bliver pint, tvangsforflyttet/flygtet af miljø- eller krigsmæssige årsager. 

På den relativt beskedne plads med diverse yderst givende henvisninger til hjemmesider om indianere og de oprindelige folk i Nordamerika, og på mange både direkte og indirekte måder får vi god besked om, hvordan der bliver forhandlet/dikteret med og til folket om at "få lov" at bevare de oprindelige sprog og kulturer.

Bogen handler om en ung mandanindianers oplevelser i 1823, Water Bear, som forsøger at skaffe de ørnefjer, han har tabt til sin gode ven, White Feather.
Vi befinder os i indianerbyen Mitutanka ved Missori River i North Dakota. På god indianer- og normadeagtig vis skal hele byen flyttes sydpå for at sikre fremtiden. Det er ikke helt trygt, og to piger forsvinder da også undervejs. 

Bear slutter sig til et hold af fuglefængere i forsøget på at nå sin præmie om fjorten ørnefjer, og her begynder eventyret for alvor.

Som skrevet sætter bogens attitude, indhold og symbolik sig dybt i læseren.

Sproget er dog for almindeligt, for ordinært og visse steder alt for nutidigt og dansk, når der nu er tale om fremmed kultur og en anden tidslomme. Vi kunne have ønsket, at forfatteren på en eller anden måde havde fået nogle nuancer ind i bogen, som hele vejen igennem ærede et fremmed sprog.

Vi kan ikke helt sætte fingeren på, hvordan sproget skulle ændres. Det er muligt, at begreber som "landsbyens topfolk" og lignende var en del af indianerkulturen. 

Men man burde i en så vigtig roman kunne finde andre udtryk end, at de kom stadset op eller som formodet så det ret nyt ud. 

Sproget er kluntet nogle steder a la Curly Buffalo kom tilbage og meldte om god vestenvind tidligt næste dag efter at have aflæst fanen. Den sætning kræver en redaktør på banen.

Omvendt er der fine, metaforiske og symbolske, næsten eventyragtige formuleringer som

Vinden var god, ørnegod fra morgenstunden. Eller hvis øjnen fløjtede hemmelige beskeder til ham, opfangede han det ikke.

Mere af det sidste tak.

Når det så er sagt, giver bogen et god indtryk af, hvordan folkeslagene i de forrige århundreder i Nordamarika - og andre steder i verden - havde nogle ganske svære vilkår.

Du kan læse om en anden af Martin Mortens bøger om indianske kulturer her.