Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

Flyet til Casablanca PDF Udskriv Email
 

Månedens storanmeldelse: 


En gang om måneden udvælger vi en bog, som får en længere og dybere anmeldelse end normalt, og som ofte også vil indeholde en beskrivelse af forfatteren. Denne gang har vi valgt:
 
 
Flyet til Casablanca af Per Lau Jensen
Per Lau Jensen
Flyet til Casablanca
460 sider
Superlux


 
 
En bog der generelt og overordnet er vellykket i genren. Ingen tvivl om, at hard core Lau-Jensen-fans vil mene, at jubilæumsudgivelsen her er hans bedste, og at overraskelser og delplots ligger på lur, så man hægter sig fast til yderkanten af stolen.

Der er da også fine kvaliteter i bogen, og det skorter hverken på spænding, efterretningstjenester i øst og vest, menneskelig indsigt, samfundsperspektiver, faste karakterer og til en vis grad konsekvent og sikker skrivestil. Der er nogle smuttere her og der, men det vender vi tilbage til. 

Handlingen, efter at forfatteren indledningsvis forsøger at få læseren på krogen med 7-8 linjer lange sætninger, tager for alvor fat, da det viser sig, at der er downloadet filer fra en dansk miljøministers computer. Hvorfor nu det? Og hvor peger sporene hen? Mod en journalist og miljøaktivist der nu ved lidt for meget og skal skaffes af vejen . . . ??

Herfra bliver vi så vidne til kaskader af egotrips, korruptionsskandaler, fordrejelser, magt, ministerielle syndigheder, udlandets ind- og udblanding, og andet godt fra havet. Havet . . . det forurenede hav . . .sagde nogen klima???

Ja.
 
Mellem år og da og særligt mellem de senere mange år og dage er der udkommet en tsunami af pegefingslitteratur, hvor forfatteren bruger sin taletid på at fortælle læserne, hvad de skal mene. Skrevet mere eller mindre kløgtigt, pakket ind fra den ene yderlighed til den anden. Fra den mest banale krimi, til væsentlige udgivelser af markante personligheder og alt derimellem. Holdninger i form af triste vitser eller vulgært sprog og indholdsløse fraser og dialoger.

Skrevet af mennesker der mener, de ikke længere behøver at opdage noget eller udvikle sig kunstnerisk. Som hellere vil bruge tiden på emner, der ligger dem selv voldsomt på sinde. Og som gerne lader kunsten dø som alternativ til at åbne for en ukendt verden og lade læseren følge med ind i den, vild og fortabelsesfuld og ikke skabt for at vinde følgere.

Meget af det er ikke særlig kønt. Forfatteren evner ofte ganske enkelt ikke at afkode balancen mellem at lege moralens vogter og så at pirke ved læserens grundkodeks, så man gennem ordene bliver bragt kortvarigt og umærkeligt ud af balance og flytter sig på den måde, som kun god litteratur kan få en til at flytte sig.

Ud fra foromtalerne af Flyet til Casablanca tænkte vi, erkender vi blankt, åh nej, endnu en af disse bøger med slet skjulte meninger om klima og miljø. Nu dør kunsten igen. Nu skal vi have en klimaopsang pakket ind i spændingsromanens glitrende cellofan.

Det
blev så efter et par kapitler i en vis udstrækning gjort til skamme.

Forfatteren er tilbageholdende med mind games for at påvirke læseren. Hen er overvejende autentisk og bruger tydeligvis sig selv og sit indre og sin personlige kamp med livet for at nå nye, uopdagede rum og gennem ordene at nå ud og rykke ved noget i sin omverden. 

Han ER på kanten, går lige til stregen, men kun begrænset over den, så det, hvad det angår, hverken bliver smagløst eller prætentiøst. Her i hans jubilæums-udgivelse, nr. 10 bog med det hele, forsøger han at ramme balancepunktet mellem ordets kunstneriske evne og den banale krimi med vildledende eksotiske navne og ukontrollerbare strøtanker.

Det er finurligt, det er leg med ordene og respekt for læseren, der gerne vil opdage tingene selv.

Per Lau Jensen er begyndt at skrive i en sen alder. Har gennem livet opsamlet erfaring og visdom, som læserne nu får glæde af. Han har oplevet skilsmisse og konkurs og skiftende professioner. Og en del flytninger rundt om i en moden alder.

Den uro, den sorg, rodløshed og rastløshed, men også livskunst, der nødvendigvis bevidst og ubevidst følger med at være så langt omkring ind- og udvortes, personligt og geografisk, den bliver nu delt med læseren. Det dukker op hist og her i fortællingen, sikkert uden at det har været forfatterens vilje eller mission.

Lau kan skrive kløgtigt, han kan formulere sig bredt og dybt, han kan bygge en spænding op, og han kan komme ned på jorden igen og fange læseren med fragmenter og småsnak, mens man lader op. Så op i luften igen og afsted med et veldrejet delplot. Der afløser et andet delplot. Med et til situationen gennemtænkt budskab i hånden, som han på en eller anden måde lige får lirket ind dér, hvor det gør allermest ondt på læseren, men det mærker man ikke  som smerte; man mærker det mere som en mindre forløsning, hvis man overhovedet da mærker noget, så i hvert fald som noget godt. Noget der rykker et eller andet sted. Udvider ens horisont. Man får tildelt en tangent ekstra at læse livet på.

De politisk korrekte holdninger, og også opgøret med dem, de er der. Men mest som subtil instrumentering og som et rart passivt-progressivt sted at være i lige så høj grad som passivt-agressive rum er urare at være i.

De mange stramme, tætte dialoger er taget direkte ud af hverdagen og giver med nogle få sætninger billeder på eksempelvis et ægteskab, der er på vej ud med badevandet.
 
Hvor kvinden påstår hun keder sig, men simpelthen bare har tabt gnisten for sin mand, der omvendt og kejtet forsøger at stille op med alverdens i den situation nyttesløse og ligegyldige løsninger.

Her personificeret i Henrik og Puk.

Jeg keder mig. Der sker aldrig noget. (Siger hun, red.)
Hvad skal der ske? (Siger han, red.)
Jeg ved det ikke, sagde hun.
Er det mit ansvar, at du keder dig?

Det svarede hun ikke på.
Kedsomhed kommer indefra, sagde jeg.
Jeg havde ventet mere af et liv sammen med dig.
Måske er du bare kedelig indvendig
, sagde jeg.
Måske er du bare en idiot, sagde hun.

Gadagung gadagung, ægteskabelig trædemølle for fuld udblæsning hvor Henrik forsøger sig med alle mulige forslag, der ikke bider på. Fra skovture til Folketeatret. Fra bif til sex. Og så omkring en ganske forudsigelig julefrokost i Puks produktionsvirksomhed, hvor Lau Jensen tager sig noget af en frihed, idet hans hovedperson Henrik brillerer med ikke at ane en dyt om, hvad virksomheden producerer. Den har vi sjældent hørt så udtalt før i beskrivelsen af et etableret ægteskab og virker fortænkt. Forfatteren har givetvis forsøgt at fortegne Henriks uendelige ligegyldighed og mangel på engagement i Puks liv. Men lige DEN dér er ikke helt troværdig. På et tidspunkt i en sætning længere henne får vi da også at vide, at det handler om produktion af enheder med elektriske installationer til industribrug, og at montørerne er special uddannede elektrikere. Den forklaring er da god nok, og så ved vi nu, at det handler om enheder til elektronikindustrien, og hvorfor så nævne, at Henrik ikke ved det? Der er noget her i personopbygningen, der ikke stemmer.

Når det så er sagt, får vi formidable læsestunder om velkendte temaer på mange arbejdspladser, hvor intrigerne har deres snigende indtog, hvor nogle føler sig udenfor, andre græder, nogle går på toilettet ved ankomsten om morgenen, nogle åbner vinduerne, så andre sidder i træk for slet ikke at tale om dem, der aldrig bruger deodorant. Her får læseren en god griner.

Bogen kan Per Lau Jensen godt være bekendt som en jubilæumsbog. Hans menneskelige indsigt er umiddelbar og skarp, ser det ud til, og den viden øser han ud til os i sin roman. Den vil blive vurderet højt på skalaen hos fansene. Bogen er på ingen måde kedelig, skønt der er lovlig meget leflen for lidt flad og ligegyldig humor og lav fællesnævner.

Puk sendte mig et blik, der brændte halvdelen af mine øjenbryn af.
Puk kiggede på mig med et blik, der kunne smelte sig gennem metal.
Skrevet som om de antog, at jeg var lettere retarderet
"Min højesteretssagfører spiser sådan en fuldmægtig til frokost og spytter ham ud, når han har tygget af".
Falckredderen var i gang med at skifte et fladt forhjul på Puks latterlige, lille franske plastikbil
.
I soveværelset stank der af søvn og dårlig sex (Hvordan mon god sex så lugter, red.)
Hun kunne næsten høre, hvordan hans fløjlebukseknæ ramte det billige vinylgulv, da han lagde sig på knæ foran hende.
Det var nok til at min tegnebog ville ømme sig.
Da chefen for PET ringede, 49,2 sekunder .....
Projekt PaD. Hvad fanden kunne PaD betyde? Pik anDante? Det passede meget godt med hans tempo i sengen efterhånden.


Unødvendige adjektiver, klichéer, popsmarte bemærkninger og irriterende og forvirrende stilbrud med meget af det seriøse indhold iøvrigt og nogle steder på grænsen til det pinagtige og latterlige, og det er en skam og kunne have været undgået ved endnu en gennemskrivning i coronatiden eller en redaktørs falkeblik. Ligesom forfatteren vælger at lade parterne smide karklude i hovedet på hinanden, smadre hinandens vaser og ridse hinandens biler. Og ellers gå så voldsomt til hinanden, og tæske side op og side ned udi tragisk samvær og modbydeligheder, så man får associationer til Kathleen Turner og Michael Douglas i The War of the Roses.
 
Og er det særlig troværdigt, at Henrik i sin desperation kontakter en skilsmisseadvokat ved Kongens Nytorv i København med møderet for Højesteret, som bliver brugt af de velhavende og kendte? Når Henrik iøvrigt er nødt til at lyve om skattely på Cayman Island, mens han kun ejer halvdelen af en Mercedes, halvdelen af en mindre virksomhed, hvor han er uenig med de andre ejere, en lille opsparing og så nogle værdipapirer. Og når advokaten kendt og brugt af velhavere og celebrities iøvrigt taler på fuldstændig samme måde som flere andre i bogen og helt sikkert som enhver anden advokat i et kælderkontor.

Lau har tydeligt på forskellig vis skrevet de miljøer ind i handlingen, som han historisk ved noget om. Paradiskvarteret i Holte, Hørsholm, ejendomsmæglerbranchen, Costa del Sol, Hotel Bella Sky. Den slags kan være farligt for en forfatter, der måske nok føler sig hjemme i miljøerne, men som indirekte kommer til at fortælle læseren lidt for meget om sin egen historie som alternativ til at researche på fremmede steder og dermed tvinges til at fokusere endnu mere på at udvikle karakterer, omgivelser og handling i dybden og bredden.

Når vi så lægger til, at forfatterens valg af musiktapet i romanen udgør Sylvias Mother, As Time Goes By og Fernando, så kender man jo stilen bogstaveligt fra forrige årtusinde, og uden at have noget at udsætte på disse numre, må man konstatere, at det næppe vil få større skarer fra andre og yngre generationer og up-på-beatet læserkredse med ombord end den gængse følgeskare. Det vil det helt sikkert heller ikke, når de hører, at en af filialcheferne fra PET, Grit Grønborg, på et tidspunkt vil hidkalde en EDB-ekspert. Hillemænd, vi lever da vel i en IT-tidsalder. Og når vi så får at vide, at EDB-eksperten er en kvinde, hun er næppe mere end 18-19 år, hun har en piercing i næsen, det ser ud ad helvede til, så tænker vi, at Lisbeth Salanders version af en hacker næppe ville være tilfreds med at blive kaldt noget så so last century som EDB-ekspert. Til gengæld får vi i samme sætning en påmindelse om vor egen ungdom, hvor vi sikkert også så ud ad helvede til med vores lange hår, som far ikke kunne fordrage. Udmærket sammenkædning.

Lau skriver godt. Det gør han. Han har en god evne til at forvalte sit stof, beskrive slagsmål og kontordialoger og komme med one-liners fra en tragisk hverdag og et brydefuldt samvær, som mange af os kender lidt for godt:

Dit dumme svin.
Din latterlige idiot.
Jeg skal ruinere dig.
Kvaj.

Udmærket. 

Men forfatteren oversælger flere gange sin vare og sit budskab og vil for enhver pris med verbale knytnæver og tæsk mellem eksempelvis Henrik og Puk i deres urbant skrøbelige forhold have læseren til at forstå, at det her, det er altså et elendigt ægteskab, og at jeg nogensinde havde elsket hende, var svært at forstå.

Vi forstår det altså godt, Per Lau, hvad du mener, men tak for forsøget, kunne man fristes til at sige. Og den går igen i oversalget af handling og detaljebeskrivelser i ejendomsmæglerfirmet og dets økonomi og baggrundsfakta og personlige intriger. Forfatteren mener nok, det er nødvendigt for helhedens skyld og som baggrund for hovedpersonens handlinger. Det er vi så ikke enige i.

Lau Jensen er som nævnt kommet igang med at skrive i en sen alder. Havde han været parat til det, og havde nogen opdaget ham i de unge dage, og havde han performet tidligere og havde mødt de rigtige mentorer og fået de første, mange hug dengang, ville hans sprog, humor og syntaktiske formåen kunne være udviklet helt anderledes og nået uanede højder, og det er ikke usandsynligt, at han ville være blandt de absolut bedste i sin klasse og genre i Danmark, og at hans stemme i spændingslitteraturen ville være så særpræget og egenartet, at man glædede sig til næste udgivelse.
 
Idag har Per for meget på hjerte fra sin egen tilværelse, borer i sin roman lidt for meget i for læseren ligegyldige eller perifære ting som en konto i udlandet, vi ikke hører mere om eller har forhistorien til, og så spalte op og spalte ned om konkurrenceforhold på inder- og ydersiden i ejendomsmæglerfirmaet og -branchen som sådan.

Selv om bogen som helhed er både spændende, engagerende, humoristisk og detaljeret i meget af karakteropbygningerne, og i passager og perioder en decideret pageturner, så vil den få svært ved at nå den almene udbredelse udover tilhængerne, som den ville have kunnet, hvis forfatteren havde ladet sin indre stemme og autenticitet bestemme totalt og overall og ladet udelukkende den afgøre retningen i handlingen som alternativ til som nu at bruge lidt for mange tanker, fastlåste idéer, floskler og for ham velkendte steder til søsætning af romanen.

Forfatterens og forlagets overblik over indholdet i bogen, det holder til gengæld i dets form, og som mange thrillere skal man sådan cirka en god snes sider og så lidt til hen i bogen, før der for alvor sker noget. Det gør der til gengæld også, så kommer der fart over feltet, og den fart og spænding holdes oppe ved, at læseren får lov at slumre hen ved førnævnte overdrivelser og ligegyldigheder, hvorefter farten kommer på igen. Det sker et par gange, og det er isoleret set en rigtig fin måde at opbygge en bog på, men det er også kun herved, meget af tomgangen og overfloden af de nævnte ligegyldige og halvtriste formuleringer og adjektiver er berettiget.

Bogen slutter værdigt og overraskende med en fin nedadgående kadence, hvor man igen som læser ånder frit og forløst.

Forlaget har gjort et godt stykke arbejde og lavet et yderst tiltalende omslag og på bagsiden endda kaldt bogen en thriller i international klasse, hvilket man jo drillende kan sige, at det er jo alle thrillere, der er udgivet nationalt og internationalt. Men bogen skal jo sælges....

Igen - nok en lækkerbidsken for Lau-fans. Vi vil dog igen anse det for tvivlsomt at der kommer særligt mange, nye læsere ombord. Af overnnævnte årsager. Ærgerligt i bund og grund. Men pæn underholdning uden for mange løftede pegefingre.
 
 
Om Per Lau Jensen
Per Lau Jensen

Har boet i udlandet i 14 år, senest på Costa del Sol, fra sommeren 2021 bosiddende på Lolland, som han næsten konsekvent omtaler med det lidt mere eksotisk klingende sydhavsøen. Selv om han iøvrigt fortsat ifølge sin hjemmeside og Facebook opholder sig i Spanien. Er en glimrende iagttager og formidler af ting, vi andre ikke sådan lige bemærker og ligeså stærk til at få det ned på computer og ud til læserne, så man nærmest føler, man står ved siden af en god fortæller. Er af den forfatterskole, at forfatterskabet er noget, der griber en, ikke noget man selv vælger. Følger ofte sine impulser i arbejdet med sine bøger -, eller rettere sine fiktive personers impulser til at følge bogens handling og afviger gerne fra egne idéer og skabeloner undervejs. Efter at have udgivet på skiftende forlag er han nu i stald hos det relativt nye Superlux, der har pænt erfarne kræfter med masser af viden og indsigt i forlagsbranchen. Per Lau Jensen har endnu ikke fået det såkaldt store gennembrud men har en hæderlig følgerskare, bl.a. på Facebook, hvor han bruger endog overordentlig megen tid på at holde fast i sine fans, direkte og indirekte lægge op til debatter og ihærdigt tilbyde forsalgseksemplarer, med og uden forfatterkrøller, med og uden personlige hilsener, og hvad vi har, samt særudgivelser. Har ofte fine moraler i sine fortællinger på Facebook. Han beretter om diverse dagligdags oplevelser, ting og tanker, som han gerne på ind imellem ganske morsom vis forsøger at sætte ind i almen kontekst samt helikopter- og lejlighedsvis filosofisk, samfundsmæssigt og moralsk/etisk perspektiv. Lige fra anskaffelsen af bestikkasser på nettet, til byfester på Lolland, flytteskrammer på sin guitar, tilbud på Toblerone, anmeldelser af hotelmadrasser og tilhørende hoteller, samling af garderobeskabe, reklamelignende opslag for Toms Skiltelakrids, kaffe, nye forsyninger af yndlings-brandyen, henvisninger til youtube-sange, og så til sin sympati for sygeplejerskernes strejke og lejlighedsvise udfald mod myndigheder og regering. Laver gerne satire med og ironiserer på folk og firmaer, - som f.eks. ekspedienter i Jysk, de såkaldte "sølvpapirshatte", SoMe-fortalere, boganmeldere, danske forlag, bynavne, spanske automekanikere, eller gæster og forfatterkolleger på Hotel Bella Sky, som han mener spiser morgenmaden forhastet og stikker gaflen ved siden af munden.


Tager dog sig selv yderst seriøst, er voldsomt nærtagende og vogter nidkært over tonen i "mine tråde" og holder ikke af, eller forstår ikke, når nogen drillende forsøger at give ham igen eller vil give ham et godt råd -, som eksempelvis at slukke for TV, når han ikke sjældent harcelerer over, at et program er dårligt, eller at DR ikke tager sig nok sammen. Sletter kommentarer han ikke bryder sig om og smider uden varsel folk ud fra sin profil på Facebook, hvis han føler, de kommer på tværs, eller hvis han beslutter sig for, at de er "ballademagere eller hadprædikanter", hvis de ikke udviser "tilstrækkelig retorisk anstændighed", hvis de udfordrer hans eller andre følgeres holdninger eller intellekt - eller i øvrigt overskrider grænser, han mener, man da burde kunne regne ud. - Eller hvis man bare er uenig med ham uden at kunne argumentere akademisk, "voksent og anstændigt” for det. Gentager ikke sjældent med en løftet pegefinger reglerne for at være med "i mine tråde", ellers "er det ud". 

 

Er herudover god til at gøre sine følgere afhængige af og for manges vedkommende næsten forelskede i den iøvrigt særdeles velskrevne, kløgtige, underfundige, begavede og vedkommende, daglige dosis Per-skriverier på Facebook. De færreste af hans følgere skriver andet end tillykke og godt gået, og ih nej, hvor er du dygtig, og jeg er på din side, sådan ville jeg også have gjort, hvordan har din hund det, og dine bøger er fantastiske, dem må jeg købe. Helt igennem positive kommentarer og masser af likes. Man må som følger gå på listefødder og vælge sine ord med omhu og gerne i et skær, som Lau Jensen antages at kunne lide, ellers risikerer man at komme i bad standing eller ryge ud. Og så er det nærmest umuligt at komme ind igen, idet Per Lau Jensen er uforsonlig overfor for folk, han først har set sig gal på. Han giver selv likes til følgeres kommentarer, som han godt kan lide, resten får ingen likes, selv om folk tydeligvis har brugt en pæn portion energi på at kommentere hans kommentarer.  Har sjovt nok i et radiointerview givet udtryk for, at han godt kender den sure, gamle mand i sig selv... 

Det interview kan du høre på podcast her. Hvor han iøvrigt giver gode råd til forfatterspirer. Du kan også finde det på hans personlige hjemmeside.

Per Lau Jensen har videre også en hjemmeside på nettet om sin hund og her
 finder han bl. a. på spidsfindige navne til hunde, fugle og pindsvin, som han ofte forsøger at gøre til små spejlbilleder af samfundet. Han rammer iøvrigt plet med så mange navne, at man kan undre sig over, at han ikke har børnebøger på programmet. 

Per Lau Jensen er single og bor alene med sin hund.


Vi har anmeldt en af Per Lau Jensens tidligere udgivelser her: 

For tre år siden besøgte vi ham på hans daværende bopæl i Spanien. Det kan du læse om her: 

Hans hjemmeside er www.perlaujensen.dk