Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

Bofællesskaber PDF Udskriv Email

Bofællesskaber af Michael Asgaard Andersen
Michael Asgaard Andersen
Fotos: Laura Stamer
304 sider
Strandberg Publishing


På en vis måde bliver man nysgerrig overfor andre livsformer og inspireret til at forsøge sig med nye veje i livet, når man læser bogen her. Den er saglig, oplysende, historiefortællende og et glimrende værk over livet forskellige steder i de år, hvor bofællesskaberne fandt indpas i Danmark.
Vel at mærke under devisen, at bofællesskaber er mange ting.
Og ikke kun bunder i tanken om en stor villa og fjorten mennesker og høns i haven og økologiske tiltag.

Vi får billeder og historier helt tilbage fra halvtredserne, hvor kollektivhuset Høje Søborg med sin restaurant, butik og spisesal inviterede til, at folk kunne mødes og hygge sig sammen. Her boede bl.a. forfatteren Leif Panduro, der har beskrevet det i bogen som et dejligt sted at bo, næsten for dejligt. Kedede man sig en aften, så gik man blot ned i restauranten, og så var den aften anbragt. Det var hyggeligt men tidsrøvende.
En formulering til eftertanke. For bofællesskaber og kollektiver har bogstaveligt ofte gennem tiderne været en slags tidsrøvere, fordi man netop ønskede at bruge tid på fællesskabet og den fælles bolig og hinanden. Ofte har der for andre ikke været den fornødne tid til karrieren eller parforholdet.
Så holdningerne er delte og dobbelte, og alle disse tanker og holdninger er nedfældet i bogen. Som også fortæller historien om Klintegaarden i Aarhus fra sidste halvdel af trediverne, og hvor fokus var på madlavning og børnepasning.
Og så til allehånde slags bo- og arbejdsfællesskaber som Den selvforsynende Landsby, Tinggården i Herfølge, Mariendalsvej, Sættedammen, Glasværket i Odense i det tidligere glasværk, Hertha Levefællesskab, Drejerbanken og mange, mange flere, der har hvert sit udtryk, og som er så fremragende og faktuelt beskrevet, at man bliver glad, når man læser, hvor mange, forskellige tanker og indgange, folk har til deres levevis.

Her og der er der også udtalelser fra folk i de forskellige bofællesskaber, og vi kommer naturligvis også i et vist omfang tæt på de konflikter og udfordringer, man som beboer kan have ved at være så tæt med hinanden og i en sådan nærhed med andre.

Det hører med til helheden, og det er ganske formidabelt beskrevet i bogen.

Mega flot arbejde.