Ofte har handicappede det ekstra overskud, den helt enkle og alligevel så befriende form for humor, der gør, at de kan tage afslappet på deres eget handicap.
Det får vi virkelig at mærke gennem denne temmelig tykke bog, hvor to venner med deforme arme tager på roadtrip rundt i landet og møder en række meget spændende mennesker, der hver især har deres holdninger til handicap og selvværd.
Holdninger er der nok af gennem bogen. Og viden. Bl.a. den at cirka halvdelen af alle med fysisk handicap i Danmark står uden for arbejdsmarkedet. At forældre til handicappede børn bør lade deres børn gøre så meget som muligt selv. Vi kommer omkring diskussionen om, hvor ofte nyheden om et fysisk handicap ender i abort. Om hvor mange børn der har tilknytningsvanskeligheder og ikke evner at finde en plads i en familie.

Vi kommer langt uden for handicappedes rækker og kommer ind på generelle børn og opvækst som sådan. På den måde er bogen og forfatteren flot med til at legalisere, at handicappede bestemt ikke blot er handicappede men mennesker, som man ikke skal have ondt af, men som er mestre og ikke ofre.

Bogen er velfortalt, seriøs og kommer også med små hints til kendte mennesker som Per Schultz Jørgensen, der mener, at mange børn med handicap får deres livs pose taget fra dem og umyndiggjort fra starten af.
Og så også den spanske opdragelsesfilosof Fernando Savater, der mener, at man som forældre skal være en mur, ens barn kan klatre op ad, ligesom et vedbend, og at man en dag så skal give slip, hvorefter planten står selv. Hvis der derimod ingen mur er, klatrer vedbenden langs jorden og komme aldrig op.

 

Sådanne interessante perspektiver er bogen fyldt med.